Spar Nord og BDO har sammen analyseret næsten 40.000 nordjyske virksomheders regnskaber for de seneste fem år med henblik på at identificere regionens 200 mest succesfulde virksomheder målt på en række finansielle parametre. Det sker som et led i erhvervsprisen ’Succesvirksomhed 2020’, der anerkender virksomheder, som har formået at skabe overlegen og kontinuerlig vækst over en længere periode.
I Nordjylland træder produktionsvirksomhederne særligt frem og udgør således 32 procent af regionens mest succesfulde virksomheder. Dermed er industrien stærkere repræsenteret i Nordjylland end i resten af landet, hvor andelen er 25 procent.
– De nordjyske produktionsvirksomheder har de seneste fem år leveret flotte resultater, og hver tredje succesvirksomhed i regionen beskæftiger sig i dag med produktion. Det vidner om produktionsvirksomhedernes særlige rolle i Nordjylland, som har en lang tradition som industriområde og rummer gode muligheder for vareeksport, forklarer konstitueret direktør Poul W. Andersen fra Spar Nord Aalborg.
Efter fremstillingsindustrien følger detailhandlen og byggebranchen, der tegner sig for henholdsvis 20 og 18 procent af regionens succesvirksomheder:
– De seneste års højkonjunktur har fået danskernes forbrug til at stige, og det gælder også i Nordjylland, hvor de mest succesfulde detailvirksomheder i analyseperioden har haft stor fremgang. Herudover har det store byggeboom i og omkring regionens største byer også smittet positivt af på de nordjyske byggevirksomheder, der også har løftet både top- og bundlinje, siger John Damkier, der er partner hos BDO.
Aalborg i spidsen
Kigger man på den kommunale fordeling, er Aalborg den bedst repræsenterede kommune med 40 procent af de nordjyske succesvirksomheder. Ligesom i resten af regionen er særligt fremstillingsindustrien og detailbranchen stærkt repræsenteret, men også information- og kommunikationsbranchen er godt med og udgør 16 procent af kommunens succesvirksomheder, mens branchen på landsplan kun udgør 7 procent:
– Den høje koncentration af succesvirksomheder inden for IKT sammenholdt med en flot resultatfremgang blandt disse virksomheder vidner om, at der i Aalborg er gode forudsætninger for at drive eksempelvis it-virksomhed, hvilket formentlig skyldes Aalborg Universitet, som er en vækstmotor – ikke kun for Aalborg, men hele regionen, lyder det fra Poul W. Andersen.
Også Hjørring Kommune og Mariagerfjord Kommune huser ifølge analysen en god portion af de nordjyske succesvirksomheder med en andel på henholdsvis 12 procent og 11 procent.
– De øvrige nordjyske kommuner er dog også godt med, og helt overordnet har de nordjyske succesvirksomheder de seneste fem år oplevet vækst på flere parametre. Så selvom de ikke er så stærkt repræsenteret blandt regionens 200 succesvirksomheder, så tyder vores analyse på, at der har været stor fremgang i hele Nordjylland på tværs af næsten alle brancher, siger John Damkier afslutningsvist.
Fakta om ”Succesvirksomhed 2020”
Spar Nord og BDO stiftede i 2019 ”Succesvirksomhed” som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med 10-999 ansatte. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:
- Vækst i resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad (skal være mindst 15%) i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag
Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder.
Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget i analysen.
Læs mere om ”Succesvirksomhed 2020” her: www.succesvirksomhed.dk