Der bliver fra tid til anden spekuleret i, om fiskeri med bundtrawl har en negativ klimaeffekt.
En hurtig søgning på Google viser en lang række artikler i forskellige medier med dramatiske overskrifter som ”Bundtrawl pløjer enorme mængder CO2 op i atmosfæren” og ”Bundtrawl skader klimaet lige så meget som flytrafik”.
Teorien om, at fiskeri med bundtrawl sender en masse CO2 op i atmosfæren, stammer fra et studie fra 2021, som er blevet omtalt i en lang række medier.
Hvad er op og ned?
Studiet har efterfølgende været udsat for massiv kritik fra flere sider, men hvad er egentlig op og ned i sagen. Det har Fiskeri Tidende spurgt Katherine Richardson om. Hun er professor i oceanografi ved Københavns Universitet og en af de førende forskere på området.
– Bundslæbende redskaber opblander det organiske kulstof, som lagres i bunden – dødt materiale. Bakterier i vandsøjlen nedbryder derefter det organiske kulstof til CO2. Denne nedbrydning til CO2 sker hurtigere, end hvis materialet var blevet i bunden, bl.a. fordi der er mere ilt i vandet end i sediment. At det sker, er forholdsvis veldokumenteret. Det øger koncentrationen af CO2 i bundvandet, men det er ikke ensbetydende med, at der er en klimaeffekt, siger Katherine Richardson.
– For at kunne påvirke klimaet skal der være en forøgelse af CO2-koncentrationen helt oppe ved overfladen. Det skyldes, at det er koncentrationen af CO2 ved overfladen, der styrer, om havet optager eller afgiver CO2 til atmosfæren. Jeg har endnu ikke set et overbevisende studie, der viser en effekt af den forøgede CO2 ved bunden helt oppe ved overfladen. Derfor mener jeg ikke, at der er dokumentation for at bundslæbende redskab har en direkte og umiddelbar klimapåvirkning, siger hun.
Katherine Richardson tilføjer, at der er andre ulemper ved fiskeri med bundtrawl. Her nævner hun risikoen for, at fiskeriet ødelægger habitater, og at det kan have store effekter på havets økosystemer og strukturer. Men den meget omtalte klimaeffekt er hun ikke bekymret for.
Sejlivet myte
Henrik Lund, der er biolog i Danmarks Fiskeriforening, glæder sig over, at den sejlivede klimamyte om fiskeri med bundtrawl langt om længe manes i jorden af en dansk ekspert.
– Det er glædeligt, at der endelig er en dansk professor, der klart og tydeligt udtaler, at fiskeri med bundslæbende redskaber ikke har en skadelig klimaeffekt. Det er komplicerede processer, der ligger bag den påvirkning, der forekommer, men umiddelbart fører fiskeri med bundslæbende redskaber altså ikke til frigivelse af CO2 fra havet til atmosfæren, siger han.
Om den påvirkning, fiskeri med bundtrawl har på havmiljøet, konstaterer Henrik Lund, at den både afhænger af, hvilke redskaber der mere specifikt er tale om, og hvilken havbundstype, der fiskes på.
– Der er ingen tvivl om, at høst eller produktion af fødevarer påvirker naturen og dens økosystemer. Fiskeri med bundslæbende redskaber påvirker selvfølgelig også havbunden i nogen grad, men sammenlignet med mange andre former for fødevareproduktioner er påvirkningen relativt begrænset. For at sige noget om, hvor stor påvirkningen er, er det vigtigt, at man undersøger de konkrete redskaber og havbundstyper videnskabeligt, siger han.
Kilde: Fiskeri Tidende.



Jeg håber virkelig at professoren kommer med en uddybning på sådan en artikel. Fordi det virker bestemt som om hendes ord bliver udvalgt for at støtte bundtrawl. Det største problem ved bundtrawl er jo habitat ødelæggelsen, som hun også påpeger. Habitater som jo er med til at binde kulstof og kvælstof for den sags skyld.
Derudover forsurer CO2 vand og er med til forringe forholdene for liv i vandet især skaldyr.
Fokusset på CO2 udledning til atmosfæren virker fuldstændig uærligt overfor konsekvenserne ved bundtrawl.
Jeg har også lige hørt at 5 ud af 6 professor har konkluderer at russisk roulette er ufarligt.
Bundtrawl ødelægger gydebanker, det er almindeligt kendt. Derudover ødelægger buntrawl også levesteder for bunddyr også almindeligt kendt. Om der også skulle være en bieffekt med øget CO2 ved bundtrawl er vel nærmest ligegyldigt. Buntrawl ødelægger levesteder for fiskeyngel og dermed skader det den fiskeriet langsigtet.
Det passer jo ikke.
Der er ingen der siger bundtrawl skader klimaet lige så meget som flytrafik.
Alt for en god historie…
Tror ikke den gængse dansker læser “klimamyte”.
Det har da aldrig været vigtigt med co2, i denne sammenhæng. Det handler om biodiversitet og marine forhold.
Information om sammenhængen mellem hav og co2 skulle måske handle om, at højere temperaturer betyder, at havet kan indeholde mindre co2. Her er intet brugbart.
Det er latterligt, hvis andre end magthaverne (dansk landbrug), skal slippe afsted med at misinformere/vildlede (begrænse danskernes evne til at tage stilling), ved at lave sådanne overskrifter og artikler.
Sådan
– Bundslæbende redskaber opblander det organiske kulstof, som lagres i bunden – dødt materiale. Bakterier i vandsøjlen nedbryder derefter det organiske kulstof til CO2. Denne nedbrydning til CO2 sker hurtigere, end hvis materialet var blevet i bunden, bl.a. fordi der er mere ilt i vandet end i sediment. At det sker, er forholdsvis veldokumenteret.
Det vil sige at bundtrawl er medvirkende årsag til iltsvind, hvilket er meget værre.
Der frigives ikke direkte men da man ødelægger bundens egen evne til at opsuge co2 ødelægger bundtrawl klimaet bare indirekte