Hjørrings tidligere danske mester, Steffen Lindgren Hansen, er fra sæsonen 2024 tilbage i kampen om det danske mesterskab i motorsportsklassen Seven Racing.
Han skiftede i denne sæson til klassen Arion Racing, som på banen kører samme løb som bilerne i Seven-klassen, og det blev trods en tredjeplads i klassen en begrænset succes.
– Der har i hele sæsonen været mange problemer med bilen, og i træningen før den sidste afdeling om DM eksploderede motoren efter fem omgange, så jeg kom ikke til at køre årets to sidste heat i DM-finalen på Padborg Park.
– Nu glæder jeg mig til næste år atter at køre i den stabile Seven Racer, siger Steffen Lindgren Hansen.
Han er manden bag rattet i den hurtige racer. De øvrige i Team Lindgren er Steffens far Ivan og Steffens onkel Per. Læs mere om Team Lindgren.
I 2011 og 2012 blev Team-Lindgren nummer 2 i kampen om det danske mesterskab, og i 2013, 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018 lykkedes det at vinde DM samt i 2017 og 2018 også det skandinaviske mesterskab.

Team Lindgren forbereder nu mesterskabsbilen med nummer 126 til næste sæson på banen, og sponsorer er meget velkomne.

Seven Raceren minder om Colin Chapman’s klassiske Lotus Seven model, dog monteret med en glasfiber karrose. Bilen er bygget med henblik på at være billig og driftssikker, der kan være med i forreste felt. Størstedelen af Seven Racere i Danmark kører med motorcykel motorer, fra 1000 ccm og op efter.
Bilerne vejer cirka 600 kilo og er fra 0-100 kilometer i timen på omkring 3,2 sekund. Bilen er med baghjulstræk, som gør den ekstremt sjove at køre. Læs mere om Seven Racing.


