Musik Under Trappen (MUT) er klar til en ny udgave i dagene fra 20. til 26. juli 2024. Det kommer til at ske i det nye, store og flotte telt, som er doneret af Spar Nord Fonden og Hirtshals Sparekasses Gavefond.
Hele 29 bands fra nær og fjern er således klar til at levere 7 fede aftener med fest, farver, hygge og sommerstemning for både lokale og turister.
– Vi er kommet i mål med et virkelig godt og solidt musikprogram, som vores musikansvarlige Henrik Vestergaard har knoklet med i flere måneder. Vores bestyrelse er delt op i flere underudvalg, og det gør at vores arbejde bliver så struktureret og effektivt som muligt. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med årets udgave, fortæller formand Rasmus Jespersen.
Musik Under Trappen kan fejre Sølvbryllup i år
2024 er et specielt år. Arrangementet kan faktisk fejre Sølvbryllup, da første udgave var i 1999. Musik Under Trappen startede i et ganske lille partytelt, hvor de kørte 3 dage med lokale bands, og siden er det bare vokset.
Ingen tvivl om, at der skete et folkeligt gennembrud for alvor i 2008, da MUT for første gang præsenterede vores gratis Onsdags-koncert med store scene på havnen og et kendt band. Første gang var det Johnny Madsen, og igennem tiderne har de præsenteret navne som Poul Krebs, Michael Falch, Ib Grønbech, Dodo & The Dodo’s, Hardinger Band, Jonah Blacksmith og sidste år i vanvittigt blæsevejr, Birthe Kjær og Danser Med Piger.
To store navne med kæmpe bagkatalog
I år har MUT ifølge formanden fået fat i to rutinerede navne som Onsdagsnavne. Lars Lilholt Band og Halberg & Friends. Begge navne behøver nærmest ingen nærmere introduktion. Deres historik og diskografi fortæller historien om hit på hit på hit. Der er ingen tvivl om, at der bliver fællessang på kajen, når sange som ”Onkel Christian”, ”Kald Det Kærlighed” – ”Jeg Vil La’ Lyset Brænde”, ”Efterår” og mange mange andre gjalder ud over Vesthavnen.
Kæmpe stor opbakning til Musik Under Trappen
Musik Under Trappen er stadig meget afhængige af lokalsamfundets opbakning, men det har holdet bag heldigvis også fortsat.
– Vores program, som folk i teltet kan tage kvit og frit har mere end 180 annoncører, så det er et godt økonomisk tilskud, som vi gerne vil takke for. Vi tager som bekendt ingen entre, og vi opfordrer til at man handler i vores barer, hvor et hold af dygtige bartendere frister med kolde øl, vand og drinks. Vi vil meget gerne igen sende en appel til folk om ikke at tage egne drikkevarer med på pladsen og i teltet, siger Rasmus Jespersen.
– Det håber vi, folk vil respektere, og det er man som regel også søde til. Igen i år har vi mobiliseret en meget stor hjælper-skare, både privatpersoner, firmaer og foreninger er involveret i vores arrangement, og mange nye relationer er dannet igennem årene, og har man lyst til at hjælpe til vores arrangementer, så skal man ikke tøve med at kontakte en af os fra bestyrelsen. I år har vi også premiere på noget helt nyt, nemlig salg af mad på udvalgte aftener, slutter Rasmus Jespersen.
Herunder præsenterer arrangørerne de 29 navne til årets udgave af Musik Under Trappen
Lørdag den 20. juli 2024
TOSSÉ MÆ MUSIK
Første band på scenen i år er et helt nystartet foretagende, som kalder sig for ”Tosse’ Mæ Musik” De startede som en duo. Martin og Mathias var gamle klassekammerater fra folkeskolen, og de besluttede sig for at samles på ny igennem musikken. Her i 2024 har de fået selskab af Trine, som er kvinden i den vokale front. Nu tager de 3 unge musikere mikrofon, klaver og guitar i hånden, og leverer en fest med kendte numre skrevet af blandt andre: Kim Larsen, John Mogensen, Creedence , Flemming “Bamse” Jørgensen, The Eagles og mange flere. På scenen er: Trine Marie Lauritsen: Vokal, Martin Hornung: Klaver og Mathias Gunnar Dalsgaard: Guitar og sang
IRIS
Lørdagen fortsætter med bandet IRIS. Publikum kan glæde sig til et showorienteret band, med fokus på at skabe god stemning og fest og farver, gennem musik og sange som alle kan synge med på. Vi er klar til at præsentere en optræden af 5 unge fyre, der altid spiller sig selv 110% udover scenekanten med både rock og popsange fra 60’erne og frem til nu. På scenen er IRIS som følger: Nikolaj Lange Sørensen: Leadvokal og Klaver, Benjamin Kortegaard: Trommer, Anton Vestbo: Bas, Magnus Fløe Simonsen: Guitar og Kor samt Rasmus Lange Sørensen: Guitar + Kor
OSLO SCHLAGERLAG (N)
Er i klar til en KÆMPE FEST ?? Det norske band Oslo Schlagerlag består af 10 musikere som lever og ånder for show og gode blæserarrangementer. De byder op til dans til kendte og kære Pop & Disco-tracks som strækker sig fra ABBA til Taylow Swift. Til hverdag fylder de Oslo med masser af musik og Live Karaoke.
De fleste har spillet sammen siden 2014 under navnet ”Leisure Suit Lovers”, og de er klar til at fyre den af på deres 3. optræden til Musik Under Trappen. Hold på hat og briller: På scenen er: Sigrid Fiskerud: Vokal, Nina Charlotte Sølsnes: Vokal, Johan Jamtfall Eriksen: Guitar, Aksel Røflo Indgul: drums, Kristian Leonhardsen: Bas, Bjørn Kvåle Tromsdal: Keys, Magnus Aastorp Hirth: Tenorsax, Erik André Jakobsen: Baryton og Alt-saxofon, Anders Hauge Aurland: Trompet og Hanna Sofie Sørhus: Trombone
HIT PARADE
Hvordan slutter man en lørdag aften i teltet. Åbningsaftenen. Jo sagen er helt klar… Man hyrer det fantastiske band Hit Parade. Vi er stolte over at præsentere det ultimative Party band. Det bli’r en fest. Det lover vi !. Hit Parade leverer en uforglemmelig musikoplevelse med et mix af ikoniske 80’er klassikere, de allernyeste danske radiohits og tidløse pop og funk favoritter, alt sammen leveret skarpt og lige i skabet. Hit Parades energiske optræden og brede repertoire sikrer, at dansegulvet altid er fyldt, og stemningen er i top. Vi er sikre på, at denne lørdags afslutningsband rammer den lige i bagdelen. På scenen i Hit Parade er: Christine Aggerholm: Vokal – Søren Nissum: Guitar – Magnus Sjabon: Bas – Mathias Rindom: Trommer og TBA: Keyboards
Søndag den 21. juli 2024
PER KASTEN
Søndagen indledes med en af byens mest legendariske musikere. Per Kasten startede tilbage i 1972 med at spille datidens Rock’n Roll: Creedence, Stones, Byrds, Bob Dylan og flere andre.
Det har ikke ændret sig ret meget og Per er heller ikke blevet ældre sådan set. Igennem årene har han spillet i bands som Commotion, Humphrey, PPC-Band, Nightcap og endnu engang Humphrey som blev ”genoplivet” for et par år siden. Sammen med Chris Borup har Per startet en duo op igen og for omkring 10 år siden startede han op helt solo. Per’s superfine Repertoire spænder vidt fra country til irsk og skotsk musik og masser af det man i dag ville kalde folk-music.
RONNI STRØM & COUNTRY CA$H
Vi fortsætter Søndags festen med inden ringere end Ronni Strøm & Country Ca$h. Vi har haft fornøjelsen af deres talent til Musik Under Trappen før. Du kan roligt læne dig tilbage og nyde lækker kvalitet roots baseret country-rock fra den øverste hylde Ronni Strøms cool og dybe klang kan få de fleste til at stoppe op og lytte efter. Med en fjern fortid som roadie for nogle af landets største navne som Johnny Madsen og Allan Olsen, er der ingen tvivl om, hvilken vej Ronni Strøm rider ud af – og hans band følger efter.
Musikgenren flyder på klingende amerikansk ud over stepperne til den dybe og mørke crooner stemme. County Ca$h leverer altid varen. Det er sprød Outlaw-country med covers af legenden Johnny Cash. Der er også tracks med folk som Ronan Keating, Dolly Parton og flere andre. Det er musikalitet, coolness, charme, selvtillid og lækkert hår, når det er allerbedst. På scenen er: Ronni Strøm: Vokal og Guitar – Jesper Bang Pedersen: Kontrabas og Daniel Binderup: Trommer
BLACK ROSE TRIO
Søndag aften bliver afsluttet af 3 særdeles rutinerede musikere i Black Rose Trio, som har spillet landet tyndt de seneste mange år. Nogen vil måske endda kunne huske dem fra hedengangne Skipperkroen i Hirtshals, hvor de ofte spillede. Black Rose Trio’s repertoire er utrolig blandet, varieret og meget dansevenligt. Publikum i teltet kan glæde sig til at høre et væld af sange fra de seneste 6 årtier i et ultimativt medrivende show fra et superdygtigt kopiband. Black Rose Trio består af: Debbie Gudjonsson: Vokal – Roselyn Gonzalez: Guitar/Midi Guitar og vokal samt Roman Jalop: Bas og vokal
Mandag den 22. juli 2024
MØLBJERG DUO
Mandagen starter ganske fremragende op lækkert. Vi får nemlig besøg af Mølbjerg Duo. Drengene er kun få år fra at kunne fejre 30 års jubilæum. Her i 2024 er de faktisk mere aktive på livescenen end nogensinde før. Begge har været her før, men det er første gang vi har æren af, at kunne præsentere dem som duo.
Duoens repertoire er mere kendetegnet af den gode, historiefortællende sang og den gode lyrik end af en bestemt genre – og så er det værd at lægge mærke til, at den begrænsede instrumentering (bas og guitar) giver ekstra god plads til engelskfødte Dominics, ekvilibristiske basspil, som ikke gøres efter af mange bassister i DK. På scenen er: Henrik Mølbjerg: Vokal & Guitar samt Dominic Gale: Bas
HAWKEYE & HOE (UK)
Traditionelt og alligevel meget anderledes.. Det er nogle af de ord vi kan putte på engelske Hawkeye & Hoe, som heldigvis er tilbage i teltet efter nogle års pause. Glæd dig til en forrygende omgang Country/Bluegrass med et meget bredt repertoire af drikkeviser/sange, klassiske publikumskendinge, irske sange og swingende Rock’n’Roll.
”Entertaining people is what matters” er drengenes mantra, og det udføres blandt andet på et stort udvalg af originale instrumenter. Det er ikke tilfældigt at Hawkeye & Hoe har fået prædikatet som nogle af de hårdest arbejdende og mest underholdende på den danske pub-scene. Glæd dig til Hawkeye: Vokal, dobbelt bas og banjo samt HOE: Vokal, elektriske/akustiske guitarer og banjo.
THE IRISH WATERFALLS
Det er faktisk i år 20 år siden at The Irish Waterfalls blev dannet, og vi har fornøjelsen af, at de naturligvis er tilbage i teltet på havnen i Hirtshals. Endnu en af de mange traditioner ved Musik Under Trappen. Vi slutter med andre ord mandagen med en rigtig publikumsmagnet. Vi er altid sikre på den gode stemning i teltet. Hyggen driver nærmest ned af væggene, og tristheden har virkelig trange kår, når de 5 rutinerede musikere går på scenen. The Irish Waterfalls leverer som altid fortolkninger af Amerikansk Folk-Music og naturligvis irske toner. Du skal huske dine dansesko, fordi dansegulvet bliver flittigt benyttet. Glæd dig til et mix af super skøn musik, god stemning, sjove fortællinger med masser af lune glimt i øjet. På scenen i TIW er: Susanne Jensen: Harmonika – Jørgen Lindell Jensen: Guitar – Niels Ole Jensen: Bas – Leif Bjerregaard Pedersen: Vaskebræt / Mundharmonika samt Mogens Bjerre: Vokal
Tirsdag den 23. juli 2024
ARTIFEX
Vi har 4 bands på plakaten denne tirsdag aften. Det første er et sprit-nyt af slagsen. Artifex blev dannet på Hjørring Gymnasium i løbet af skoleåret. De 4 gutter skulle først spille til den årlige Festuge på Gymnasiet, og det var en oplevelse der gjorde, at de havde lyst til at fortsætte eventyret i forhold til at spille til forskellige typer arrangementer. Anton spiller bas og giver musikken en god bund. Mads spiller trommer og tilføjer rytme. Christian spiller klaver og skaber melodierne, mens William på guitar skaber liv i musikken. Musik Under Trappen er glade for at kunne præsentere et helt nyt ungt skud på den vendsysselske musikscene. Tag godt imod Artifex!
TRÆMÆND
Tirsdagen i teltet fortsætter med bandet TRÆMÆND. Glæd dig til at møde et band som stammer fra Viborg-egnen og som spiller original selvskrevet musik i kategorien Pop/Rock. De bliver spillet en del på DR P5 og også flere lokale stationer har opdaget deres musik. TRÆMÆND er klar til at spille op til fest, og du kan glæde dig til, at de leverer originale danske popsange med en 80’er inspireret sound og temaer om livet, kærligheden og de mange op og nedture, livet måtte bringe. Forvent et band, der kommer langt ud over scenekanten og giver et energifyldt show, så det er svært at sidde stille, TRÆMÆND anno 2024 er: Morten Pedersen: Vokal og Guitar, Anders Kristensen: Trommer, Peter Hedelund: Keyboards, Frederik Thaysen: Guitar og Martin Holm: Bas
NO MAN’S NAME
Intet Musik Under Trappen uden det nordjyske band No Man’s Name. Bandet har hen over sommeren udgivet hele 4 singler og et helt album udkommer d. 3 august og får titlen Backseat Lover. Det travle band har det seneste år spillet i blandt andet Aalborg, Århus, Haderslev, Rold, Hjørring og mange andre steder.
No Man’s Name leverer en omgang fadølsrock med inspiration fra legender som AC/DC m.fl. På scenen er: Mikael Toldbod: Vokal Michael Sprøgel: Guitar og kor – Benjamin Søndergaard Andersen: Guitar og kor, Frederik Lønsmann Andersen: Bas og Thomas Matzen: Trommer
FORD T
Yeeeahhhhhh…. Ford T er simpelthen tilbage på Hirtshals Havn. Det er dælme bare en dejlig nyhed. Drengene kommer endda med de nye singler ”Queen Of Hearts” – ”Black Diamond” og ”Electric Blue” helt friske i bagagen.. Samtlige tracks er indspillet og produceret af Tue Madsen i Ant Farm Studio. Ford T har den seneste tid udviklet deres sound og fundet en ny super super skarp stil, som du godt kan glæde dig til at se og høre denne sommeraften. Der er ingen anden udvej end at afslutte en fed fed aften i teltet til Musik Under Trappen med gutterne eller tøserne, og så skråle med på ”Freak Flag Fly” og ”Ghost Rider” og flere andre. På scenen denne aften i Ford T er: Kristian Clausen: Vokal & Guitar – Lasse Lehm: Bas og Lars Møller: Trommer
Onsdag den 24. juli 2024
EMIL KOBBER
Denne fantastiske onsdag på havnen i Hirtshals starter med et kæmpe talent på scenen. Nordjyske Emil Kobber udgav sin første sang “If I Can’t Have You” i oktober 2023. Det markerede begyndelsen på et musikalsk eventyr og et nyt kapitel. Sangene udforsker temaer som ulykkelig kærlighed og længsel, med en dybere historie indlejret i hver sang. De første sange fokuserer på at være forelsket i en uopnåelig person, samtidig med at de formidler budskabet om ikke at opgive sine mål. Glæd dig til en flok sange med et særdeles personligt snit af en teknisk dygtigt sanger, som vi helt sikkert kommer til at høre meget meget mere til i årene der kommer. Emil samarbejder konsekvent med den nordjyske producer Ole Albrechtsen. Tag plads i teltet. Skænk en fadøl og læn dig tilbage og nyd Emil Kobber.
AVA
Bag kunstnernavnet AVA står den 27-årige sanger og sangskriver Anna Vind Andersen, der til daglig studerer sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. I disse år får flere og flere øjnene op for hendes selvskrevne sange. Med udgangspunkt i sit nordjyske ophav skriver hun direkte og personlige fortællinger om relationer og minder; om hverdagens tanker og frustrationer.
Med sin legende vokal, svævende melodier og catchy korarrangementer, inviterer hun publikum ind i et lækkert og popbetonet lydunivers, der emmer af drømme. Sidste år smed hun Debut EP’en ”Alt for meget, alt for lidt” ud på alle streamingtjenester, og vi kan 100% garantere for, at AVA kommer til at gå direkte ind under huden på dig. På scenen er: Anna Vind Andersen: Vokal – Jakob Marker: Trommer – Magnus Ram Pedersen: Bas – Martin Welling: Guitar – Rasmus Dahl: Keys, Maline Nuka Heiberg: Kor og Mathilde Rosengren Brun: Kor
MD DUO
Hvis der findes nogle musikere i Thy, som er nationalhelte – udover Jonah Blacksmith – ja så må det absolut de 2 glade drenge i MD Duo. De faktisk nærmest VÆLTER de koncerter de dukker op til – på markeder, festivals, halballer, kroer og meget andet – og publikum i Hirtshals står helt sikkert overfor en musikalsk forelskelse, hvis man ikke har oplevet de 2 humoristiske og dygtige musikere før. Der er lagt op til syng-med-fest til en blanding af deres egne originale udgivelser og kopinumre fra Bamses Venner, Johnny Madsen, Rasmus Seebach, Ib Grønbech, Thomas Helmig og mange andre. På scenen er: Dennis Kristensen: Guitar og Vokal samt Martin Dinitzen: Trommer og Vokal
HALBERG & FRIENDS
Denne forhåbentlig smukke onsdag aften på Hirtshals havn skal vi på en musikalsk rejse igennem 40 år. På scenen står nemlig en af de danske sangskrivere med allerflest hits på samvittigheden. Og så er det ikke engang løgn…. Navnet er Poul Halberg. Han var med i Halberg/Larsen, hvor du nok primært kender kæmpehittet ”Magi I Luften”. I 1988 dannede han succes-bandet Ray-Dee-Ohh, hvor du sikkert kan nikke genkendende til fede popsange som fx: ”Mandagsstævnemøde”, ”Brændende Læber”, ”Elskes Af Dig”, ”Jeg Vil La’ Lyset Brænde”, ”Efterår” og mange andre. Han har skrevet sange til, produceret og spillet sammen med folk som Lis Sørensen, Morten Kærså, Steffen Brandt, Flemming ”Bamse” og flere andre. I øvrigt var det også Poul Halberg der spillede den seje guitarsolo på VM-holdets ”ReSeppTen” i 1986. Glæd dig til en farverig pop-rejse igennem den danske musikhistorie. Spillet med intensitet, nerve og masser af spilleglæde. Halberg & Friends udgav iøvrigt i 2022 albummet ”NU”, blandt andet med hittet ”Godaften & Farvel”. På scenen i Halberg & Friends står: Poul Halberg: Guitar og Vokal – Heidi Degn: Vokal – Jette Schandorf: Bas og kor – Jesper Thomsen: Trommer og Gorm Bülow: Keyboards
LARS LILHOLT
Vi håber at du er klar til en fed omgang dansk folk-rock i den absolutte topklasse. Siden 1983 har Lars Lilholt turneret med sit eget band rundt i det ganske land. Det er blevet til hundredvis af koncerter og med det fokus, de værdier som også i dag præger bandet: Spilleglæden, den store sceneopsætning og den fælles liveoplevelse, der opstår med publikum. Lilholt har i længere tid været en af de absolutte sværvægtere i dansk musik. Født i 1953 i København. Opvokset i Aalborg.
Sanger, sangskriver, guitarist og violinist. Uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium med musik og historie som hovedfag, men var allerede dengang professionel musiker. Lilholt skrev sin første sang i 1968, og dannede i 1973 folk-rock gruppen Kræn Bysted’s. Et band som eksisterede indtil 1982. Han udgav samme år sit første soloalbum og dannede i 1983 Lars Lilholt Band, som mere eller mindre lige siden har været et af landets ubestridt populæreste og flittigste livebands. Lilholt dannede i 1985 trioen Dalton med Johnny Madsen og Allan Olsen, og har efterhånden et hav af hits på samvittigheden fra hans nu 27. albums, som har solgt i mere end 2,5 millioner kopier. Sange som ”Giv Det Blå Tilbage”, ”Ofelia”, ”Sejler Ud”, ”Onkel Christian”, ”Jeg Vil Være Stjerne”, ”Jens Langkniv” og den udødelige ”Kald Det Kærlighed”, er lig med fællessang på kajen. På scenen er: Lars Lilholt: Vokal, Guitar og violin, Eddi Jarl: Trommer – Kristian Fogh: Keys – Anders Bækgaard: Bas – Mads Kjøller-Henningsen: Fløjter og drejelire, Gert Vincent: Guitar, Malene Mailand: Kor og Lærke Lilholt: Kor
THE REAL FAKE STARS
Vores normale Afterparty band Petrols har meldt afbud i år på grund af ferie, men heldigvis har vi skaffet en potent afløser til at fortsætte festen i teltet. Ikke bare et potent band, men end potent ”pige-band” med herre-attitude. Glæd dig til at svinge træbenet til The Real Fake Stars, som er klar til at sprænge teltrammerne med deres populære hits, spillet med et sprødt feminint touch af 4 møgbeskidte og svedige musikalske bæster – men på en ny, funky, rocket og ikke mindst overskudsagtig måde. The Real Fake Stars er 4 rutinerede musikere som vil ha’ det sjovt, når de spiller live – så det har de !! Og det smitter i den grad af på publikum i teltet ! The Real Fake Stars er: Henrik Fevre: Vokal og guitar – Tue Larsen: Keyboard og kor – Tom: bas og dårlige jokes samt Jens Axelsen: trommer og bækkener
Torsdag den 25. juli 2024
JEPPE HYDÉN
Vi har lovet Torsdagens første artist at skrive, at han er spændt som en fjeder og glæder sig som et lille barn til at spille i det store blå telt på Hirtshals Havn. Jeppe Hydén er en vaskeægte nordjysk singer songwriter med rigtig meget på hjerte. Udført, men legende tegner han lyriske billeder af et farverigt univers bestående af tanker, undren, glæde, sorg, udfordringer og løsninger. Der bor en medmenneskelighed og en god historie i hans tekster og musik, som alle kan være med på, uanset om man kan relatere eller ej. Jeppe har i øvrigt lige i øjeblikket hele 3 singler på diverse streamingtjenester med en fjerde på vej, som man kan lytte til både før og efter Musik Under Trappen! Vi glæder os til, at Jeppe Hydén starter ballet…
MORE
Det nordjyske Rockband More vender heldigvis tilbage i teltet denne sommer. Glæd dig til at høre et band som er særdeles sammenspillet. Du bliver blæst bagover af deres ørehængende pop og rock med lækker længselsfuld guitar, drømmende keyboard, fængende rytmer og dragende sang. 1970ér Rock med fede referencer til ørehængende pop-hooks, som tager publikum med på en rejse gennem bandets alsidige repertoire. Koncerterne med More er heldigvis aldrig ens, men den røde tråd skinner for evigt igennem i de evindeligt energiske koncerter, som More altid leverer. More har helt aktuelt 2 singler ude lige nu: ”Change My Ways” og ”Never Ask Me Why”, som kan tjekkes ud på diverse streamingtjenester. More anno 2024 er: Lukas Lundholm Kristensen – Sang og Guitar – Andreas Ugilt: Bas – Jacob Brink Hansen: Guitar – Jakob Jensen: Trommer og Nikolaj Nielsen: Keyboards og Hammond.
UPSTAIRS
Torsdagen fortsætter i teltet med bandet Upstairs. De 4 drenge i bandet leverer en sej omgang energisk swingende covers af folk som The Rolling Stones, The Police, The Beatles, Prince, John Mayer og mange flere. Der er garanti for rockede, rå-svingende fortolkninger og stor spilleglæde fra de 4 nordjyder, der har spillet her, der og alle vegne i det nordjyske de seneste 15 år. På scenen i Upstairs anno 2024 finder du: Sam Brown: Vokal og Bas – Jakob Christensen: Guitar og Vokal – Jan Drastrup: Guitar og Vokal samt Kristian Worsøe: Trommer
REWIND
Vi skal ha lukket Torsdagen ned, og det gør vi med bandet Rewind, som også gæstede teltet sidste sommer. På scenen møder vi 2 knægte fra Frederikshavn, og det er et par dygtige musikere vi skal stifte bekendtskab med. Rewind genfortolker uforglemmelige rockklassikere fra tre ikoniske årtier. Med sange fra kunstnere som for eksempel Pink Floyd, The Beatles og Creedence Clearwater Revival bringer Rewind autentisk lyd og følelse af fortidens rock tilbage til scenen, så du skal være klar til at blive kastet tilbage til en musikalsk tid meget forskellig fra nutidens tendenser og musikalske trends. Sæt dig på bænken i teltet og lad dig forføre af Rewinds musikalske tidsmaskine, der vækker minder om fortiden. Rewind er: Magnus Karlsson: Vokal og Guitar samt Oliver Miklagard: Trommer
Fredag den 26. juli 2024
DANIEL JUL
Det er os en kæmpe fornøjelse igen at kunne byde Daniel Jul velkommen i teltet. Han er en vanvittig dygtig sanger og sangskriver. I efteråret 2023 udkom albummet ”Neonfisk”, og det blev taget særdeles godt imod, blandt andet af Gaffa, som kaldte det for ”lovende leg med sproget”.
Daniel skriver sange på på dansk, og tager gerne udgangspunkt i sit eget levede liv, hvor publikum ganske bramfrit og autentisk bliver inviteret med ind. Vi glæder os til at præsentere en vaskeægte, eksperimenterende, melodisk, iørefaldende nordjysk storyteller fra den allerøverste hylde.
ROCK 4 YOU
Det er lykkedes os igen i år at lave en aftale med det fantastiske nordjyske rockband der kalder dig Rock 4 You. De var her også sidste år, og har spillet sammen et par år efterhånden. Glæd jer til at tage imod 5 særdeles velspillende og garvede musikere, som i den grad trykker den af på scenen. Vi bliver præsenteret for et virkelig lækkert repertoire med sange fra bands som U2, Toto, Europe, Guns’N’Roses, Deep Purple og mange flere. Bandet glæder sig til at fyre den af den fredag i teltet. På scenen i Rock 4 You er: Lars Torndal Binderup: Vokal – Claus P.: Trommer – Brian Christiansen: Guitar og Vokal – Anders Delcomyn: Keyboards og Vokal samt Henrik Larsen: Bas og Vokal
SMALL AMSTERDAM
Det er altid en stor fornøjelse at sende Small Amsterdam på scenen i teltet. De er efterhånden veteraner i Musik Under Trappen regi, og det er vi meget taknemmelige for. Glæd dig til at møde et vanvittig godt nordjysk coverband, der kan sætte ild til dansegulvet. Bandet fandt sammen i 2008, og er altid klar på at levere en omgang gedigen underholdning og et væld af sange, som folk kender og kan synge med på. Small Amsterdam svigter aldrig, og du er aldrig i tvivl om, at de brænder for musikken og underholdningen. Vi får covers af folk som U2, Shubidua, Gasolin, Thomas Helmig og mange andre. På scenen i Small Amsterdam finder vi: Jan Ditlev Andersen: Vokal og Guitar – Jesper Bunde: Bas – Jens Møller: Trommer samt Jacob Skovgaard Nørgaard: Guitar
NO GOOD
Byens største havnefest slutter naturligvis med bandet som har sluttet af siden den første Musik Under Trappen i 1999. No Good blev dannet i 1991 og er still going strong. I 2023 havde bandet sangen ”Reaching For The Waves” med i filmen ”Synkefri”, baseret på RF2s forlis. En film der har solgt 200.000 biografbilletter. I Netflix udgaven er det i øvrigt No Goods sang der spilles ved rulleteksterne.
De 4 drenge i bandet er klar med et svedigt sæt med sange fra The Minds Of 99, Thomas Helmig, Springsteen, TV2, Elton John, Abba, U2, Gnags, Steve Miller Band og mange mange andre. Dansegulvet plejer at være pakket af både ældre og unge, og No Good sørger for at duggen driver ned af teltdugen. Kom og fest og dans med hele byen, når No Good fyrer op for kedlerne. På scenen i No Good er: Peter ”Grønært” Andersen: Vokal og Guitar – Henrik Vestergaard: Guitar og kor, Søren Lund Nicolaisen: Trommer og kor samt Niels Viberg: Keyboards og bas
DJ HANNESBO
Fredags-festen i teltet bliver i år nærmest Non-Stop. Alle pauserne fyldes kompetent og dygtigt ud af DJ Hannesbo, der er klar til at fyre fede tracks af, og har du et ønske til ham – så tøv ikke med at spørge. Med DJ Hannesbo er der lagt op til at fredagen kommer til at stikke af. 4 fede bands og en toptunet DJ. Det KAN bare ikke gå galt!