Det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Prehn, som er valgt i Hjørring-kredsen, er netop af sin folketingsgruppe blevet udpeget til at være partiets nye ordfører for by og land.
– Der er INGEN konflikt mellem BY og LAND. Der er skævheder og uligheder. Ja desværre. Og det skal løses. Men vi er hinandens forudsætninger og kan løfte hinanden. Sådan skrev jeg i en kronik i dagbladet Politiken den 23. august, lyder det i den forbindelse fra Rasmus Prehn.
– Min vision om at tage hele landet i brug er udgangspunktet for, at den socialdemokratiske folketingsgruppe i dag har bedt mig om at påtage mig endnu en opgave, nemlig som ordfører for by og land.
– Jeg fastholder posten som formand for Transportudvalget, hvilket hænger rigtigt godt sammen. Ligesom jeg bliver ved med at arbejde med udenrigspolitik. Bl.a. rejser jeg i dag til London for at mødes med den nye britiske regering.
– Jeg kommer til at skrive og mene meget mere om dette emne fremover, slutter Rasmus Prehn.