Af Rasmus Prehn
Udviklingsminister (S)
Peder Pårs Vej 10
Aalborg
De unge mænds øjne flakker. De tøver og taler med meget lave stemmer. De står i en helt umulig situation: De flygtede igennem Sahara for at komme til Europa.
De har siddet i en synkefærdig båd midt ude i Middelhavet. Men der var og er ingen fremtid for dem i Europa. Så nu er de tilbage syd for Sahara. De kan næsten ikke få sig selv til at tale om det, og heller ikke få sig selv tage hjem til deres familier – de skammer sig over at være kommet tomhændede tilbage. De er en hjerteskærende undskyldning for sig selv.
Dét er en af de mange gribende scener i dokumentarfilmen The Great Green Wall, der handler om drømmen om et 8.000 km langt grønt bælte på tværs af Afrika syd for Sahara i den såkaldte Sahel-region. Over halvdelen af Sahel-regionen er tørkeramt. Sahara truer hele tiden med at brede sig sydpå. Filmen, der netop har fået præmiere, indledes med ordene ”vi skal turde opfinde fremtiden” af Thomas Sankara, der var præsident i Burkina Faso fra 1983 til 1987. Der er i dén grad brug for mod, opfindelser og handlinger, der kan gøre regionen mere grøn. Det er en afgørende del af alle udfordringerne med klimakrise, fattigdom, sult og migration.
Jeg har faktisk netop været i Burkina Faso, hvor jeg med egne øjne kunne se, hvor slemt det står til. Burkina Faso er ét af landene syd for Sahara, hvor fattigdom, sult og konflikter desværre gør livet ekstremt lidelsesfuldt. Andre hårdt ramte lande er Mali, Niger og Chad. Millioner af mennesker lider voldsomt. Vi står over for en gigantisk menneskelig katastrofe. En enorm tragedie. Jeg kan faktisk ikke bruge ord, der er store nok.
Fra Senegal til Djibouti
Én måde at skabe fremtiden på, er at få plantet en stor, grøn mur hele vejen fra Senegal i vest over Mali, Burkina Faso, Niger, Nigeria, Chad og Sudan til Djibouti i øst. Muren blev begyndt i 2007, men indtil nu er blot 15 procent realiseret. Vi kigger lige nu på, hvordan vi fra dansk side kan støtte op omkring at få i arbejdet bragt op i fart.
I filmen rejser sangeren, sangskriveren og aktivisten Inna Modja langs den planlagte grønne mur, for at møde mennesker, musikere, skæbner og landskaber. Imens skriver hun sange til et album, der skal rejse opmærksomhed omkring Den Store Grønne Mur. I Mali møder hun også tørke, fattigdom og konflikter. I Nigeria får hun fortalt, at terrorgruppen Boko Haram fortsat udnytter krisen. I Niger overraskes hun over, at hver kvinde i gennemsnitføder syv børn. Det er verdens højeste fødselsrate, der skal bringes ned, hvis landet skal have en chance for at komme ud af sult og fattigdom. Og senere ser hun, at den enorme sø, Lake Chad ikke så enorm længere. Den er blevet hele 90 procent mindre på grund af tørke i løbet af de seneste 50 år. 30 millioner mennesker lever ellers i området. Men har i stigende grad svært ved det på grund af manglende vand.
80 procent af alle mennesker er jordbrugere i Sahel-regionen. Hvis det ikke er muligt at leve af jorden, så flytter de selvfølgelig på sig. Internt i Sahel. Og imod Europa. Koste hvad det vil. I Senegal har de fået et nyt ordsprog: “Go to Europe – or die trying”. Det er forfærdeligt. Hvem vil rejse igennem ørkenen i hænderne på menneskesmuglere? Hvem vil ombord i bådene, der sejler overfyldte og synkefærdige over Middelhavet? Ingen. Men hvem kan blive, hvis der ikke er arbejde, hvis jorden er for udpint og udtørret til at gro afgrøder på, hvis der ikke er adgang til vand og mad?
Musik, grøn mur og håb
Det er en lamslående rejse, Inna Modja tager os med på. Den viser, at der er brug for håb og handling nu. Især fra de afrikanske lande selv – for de nationale budgetter har ikke prioriteret Den Store Grønne Mur højt nok. Langt de fleste penge er indtil nu kommet fra donorlande. I 2050 vil én milliard afrikanere være under 25 år. Voksende migration er en stor sandsynlighed. Men migration er en rute igennem helvede – menneskesmuglere, pengeafpresning, voldtægter og død. Den Store Grønne mur er en vigtig del af løsningen.
Samtidigt er filmen positiv og opløftende. For der er mange handlekraftige mennesker i Sahel-regionen, der gør sit for at få skabt den grønne mur, der ikke kun vil stoppe ørkenen, men også give folk håb, noget at leve af og være med til at stoppe migration. ”Man skal kunne drømme det, for at kunne realisere det,” som det bliver sagt. Og musikken giver energi, forener og inspirerer. Alle burde se den film. Også større skolebørn, så jeg håber alle lærere tager den op.
Den Store Grønne Mur er et meget ambitiøst projekt. Men ikke for ambitiøst. Det ér muligt at realisere. Der er et kæmpestort potentiale i Afrika. ”Vi skal turde opfinde fremtiden,” som Thomas Sankara sagde det.
Den omtalte film kan ses ovenfor.