Af Rasmus Prehn
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Socialdemokratiet
I dag klokken 20.30 er det nøjagtig et år siden, landets statsminister, Mette Frederiksen, på et hastigt indkaldt pressemøde meddelte, at risikoen for corona nu var så stor og faretruende, at hun så sig nødsaget til at lukke store dele af samfundet ned.
Børn, unge og andre uddannelsessøgende skulle blive hjemme, medarbejdere med mulighed for at arbejde hjemme skulle det, dele af den kollektive trafik stod stille osv. Resten er historie. Der har været åbnet op igen – og lukket ned igen. Og nu ser det heldigvis ud til, at vi langsomt, men sikkert, åbner op igen – og især i takt med at vaccinerne rulles ud. Hvor er det skønt.
Covid-19 viste sig at være langt mere alvorlig, end selv de mest skeptiske og alvorlige eksperter vurderede til at starte med. Alt for mange har været syge. For mange er døde. Og de afledte konsekvenser – socialt og økonomisk – har været og er stadig direkte alarmerede.
Men en ting er sikkert. Den danske samfundsmodel har vist sig at være blandt de allerbedste til at håndtere krisen. Corona besejres bedst med solidaritet og samfundssind. Det er i velfærdssamfund, som det danske, at smitten har været mest begrænset, dødsfaldene færrest og befolkningens tilfredshed med håndteringen allerstørst.
Havde vi ikke haft den danske velfærdsmodel, havde vi ikke på samme måde kunne give hjælpepakker og lønkompensation. Havde vi ikke haft den udbredte grad af solidaritet og samfundssind, havde vi ikke været i stand til at fastholde den store ansvarsfølelse over for hinanden – og vi havde i stedet set oprør og opstand som i fx USA. Fællesskabsfølelsen har hjulpet os til at overleve og finde trøst i de svære måneder. Tænk på fællessang, tænk på nabohjælp til mad og medicin. Tænk på skolelæreren der kørte rundt og vinkede til sine elever, gårdmusikanterne der skabte liv og glade dage foran plejehjem m.m. Og tænk på opbakningen til de lukkede teatres video-streamede forestillinger, som rekordmange har nydt og hygge sig med hjemme i corona-sofaen.
Vi skylder alle en stor tak til de mange, mange mennesker, der har ydet en ekstraordinær indsats i disse svære tider. Det gælder sundhedspersonalet, der har knoklet i døgndrift for at teste og nu vaccinere os – for ikke at tale om alle dem, der har samlet op på det, der nu ikke blev gjort pga. andres nye coronaopgaver. Det gælder også skolelærerne, der har kæmpet med at sikre virtuel hjemmeundervisning i høj kvalitet. Forældrene der har hjulpet til. Det gælder slagteriarbejderne, der har mødt ind og slået kød trods smittefare og andet. Det gælder de mange i Fødevarestyrelsen der har været på overarbejde pga. minksagen. Det gælder minkavlerne selv, der måtte betale en meget høj pris og mistede deres dyr for at komme smittespredningen til livs. Det gælder så mange og så forskellige grupper, at jeg desværre ikke kan nå at nævne dem alle her. Men af hjertet tak til alle, der har gjort en forskel. Tak for fællesskabet. Tak for samfundssindet. Og tak for solidariteten.
Lad os til sommer, eller hvornår vi nu kan vinke farvel til coranofaren, fejre os selv og råbe et stort hurra. Vi fortjener en folkefest af karat. Vi skal sige os selv og vort samfund en stor tak.