Af Rasmus Prehn
Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet
Formand for Transportudvalget
Telefon: 61624250 / Rasmus.Prehn@ft.dk
Kære læser af Nordsøposten
Først og fremmest godt nytår!
Jeg håber, I alle har haft en dejlig og velsignet jul og er kommet godt ind i det nye år. Her ved starten af det nye år, er det på tide, at skrive lidt om, hvordan jeg kommer til at arbejde som folketingsmedlem fremover, når jeg som menigt medlem af Folketinget får langt mere tid til at være lokal repræsentant for jer.
Jeg vil skrive om, hvordan jeg langt mere hyppigt og kontinuerligt vil være at træffe i Hjørring Kredsen og resten af Nordjylland. Bl.a med faste træffetider, flere virksomheds-, institutions- og foreningsbesøg samt oftere møder med jer her i valgkredsen i form af møder med kredsbestyrelsen og medlemsmøder. Jeg vil også skrive lidt om, hvordan jeg vil bruge min nye rolle som formand for Folketingets Transportudvalg – ikke mindst til at fremme vores lokale interesser. Jeg vil også benytte tiden til at gennemgå det, jeg synes er de vigtigste ting i regeringsgrundlaget.
Faste træffetider i kredsen
I de næste måneder vil jeg afprøve et nyt tiltag, der skal fremme min tilstedeværelse lokalt og fremme den direkte adgang for kredsens vælgere, foreningsfolk og erhvervsfolk til mig som den lokale repræsentant på Christiansborg.
Jeg vil dedikere nedenstående dage til lokale besøg, hvor jeg vil prøve at opsøge relevante steder, men jeg vil også have et nyt element i form af ”træffetid”, hvor jeg i tidsrummet 16-17 er klar til at drikke en kop kaffe eller lign. med dem, der kommer forbi. Jeg prøver ideen med de nye træffetider af – i første omgang fra januar og frem til og med maj 2023, og så evaluerer jeg og tager stilling til, om det er noget, der er værd at fortsætte med.
Herunder kan I se de datoer, jeg har valgt ud:
Alle træffetiderne er i tidsrummet 16-17
- Mandag den 9. januar: A-Z i Hjørring – jeg sidder i cafeteriet
- Mandag den 23. januar: Cafe Møller i Hirtshals
- Mandag den 20. februar: Bodegaen i Sindal
- Mandag den 20. marts: Brugsen i Løkken
- Mandag den 3. april: Vrå Bryghus
- Mandag den 17. april: Vandhuset i Hjørring
- Mandag den 1. maj – deltager i 1. maj-aktiviteter i Hjørring mm
- Mandag den 15. maj – Hirtshals – sted ikke fastlagt endnu
- Mandag den 29. maj – Sindal – sted ikke fundet endnu
Flere besøg – borgerne kan hjælpe til
I er mere end velkommen til at foreslå steder, jeg skal besøge eller hjælpe mig med at få kontakt eller sætte et besøg op. Det kan være relevante arbejdspladser/virksomheder, foreninger, organisationer mm. Jeg kommer også gerne ud og deltager i en idrætsbegivenhed, holder et foredrag eller noget helt andet.
De ovenstående datoer er retningsgivende. Men der er også andre muligheder, fx weekenderne.
Formand for Folketingets Transportudvalg
Jeg er fantastisk glad og stolt over, at jeg er blevet valgt som formand for Folketingets Transportudvalg. Et af de mest centrale, afgørende og travle udvalg i Folketinget, og et udvalg der har vital interesse for Nordjylland – herunder særligt Hjørring Kommune og Hirtshals Havn.
Jeg har valgt at lægge næsten alle mine kræfter i at være udvalgsformand, fordi jeg mener, man kan få utroligt meget mere ud af de processer, der kører på dette område. I spørgsmål om infrastruktur er der ofte for meget konflikt og for lidt dialog. Det overses ofte i politik, at netop disse processer, den borgerinddragelse og dialog, der sker her, faktisk rummer et vigtigt potentiale til at sikre hurtigere resultater med mere tilfredse borgere.
Når det handler om infrastruktur, som fx den 3. limfjordsforbindelse, får vi nok ikke alle til at være enige på samme tid. Men hvis vi kan komme i nærheden af, at flere oplever processen som fair, demokratisk og tilfredsstillende, er vi nået langt. Vi skal bruge mere tid på dialog og samtale. Det tror jeg, er en klog investering, der vil tjene sig selv mange gange hjem, fordi der bliver en større accept og forståelse.
Der skal også være politikere, der prioriterer deres tid på netop disse demokratiske processer, i stedet for at bruge alle kræfter på at kommentere alle hverdagens små sager i forsøget på at få en overskrift eller et citat i avisen. At gå all in på et område og prøve at gøre det bedre, kan somme tider rykke meget mere, end at forsøge at være til stede alle vegne.
Af projekter der kommer til at fylde meget for mig og Transportudvalget, kan jeg nævne: Realiseringen af den 3. limfjordsforbindelse, ny havnelov med bedre muligheder for Hirtshals Havn og udvidelse af den, forbedringer og udbygninger af diverse omfarts- og indfaldsveje, forbedringer af togdriften, herunder direkte tog fra Vendsyssel til København samt styrkelse af Nordjyske Jernbaners i forvejen gode togdrift evt. med nye trinbræt/stationer samt ikke mindst fortsat satsnings på cykelstrategi og understøtning af kommunernes anlæg af cykelstier mm.
Jeg kan nævne, at jeg også har fået plads i de meget centrale udvalg: Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigspolitisk Udvalg og Retsudvalget. Disse udvalgs vigtige arbejde glæder jeg mig også meget til at følge.
Det nye stærke regeringsgrundlag
Efter lange regeringsforhandlinger lykkedes det endeligt at danne en bred regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Jeg synes, det er flot politisk håndværk af Mette Frederiksen. Selvfølgelig er det svært at gå på kompromis med liberale partier, når man selv er socialdemokrat. Men i en tid med krig i Europa, energikrise, inflation og store klimapolitiske udfordringer er tiden inde til sammenhold og samarbejde mere end politisk konflikt. Her synes jeg, det er lykkedes statsminister Mette Frederiksen og de øvrige forhandlere at lande nogle virkelig ambitiøse kompromisser, der får det bedste og mest konstruktive frem i partiernes visioner. Jeg tænker, det kan blive godt for Danmark.
Særlig begejstret er jeg over, at sundhedsvæsnet og rekrutteringen af nyt sundhedspersonale styrkes, at den kommunale velfærd sikres realistisk økonomi, at den offentlige sektor sættes mere fri, at ældrechecken øges, at Danmark lægger sag an mod EU, hvad angår deres nye mindsteløn, der vil undergrave den danske model samt ikke mindst nye stærke grønne ambitioner.
Når der dannes en bred regering, kan vi naturligvis ikke alle fortsætte som ministre. Socialdemokratiet har afgivet hele 9 ministerposter. I den forbindelse skal jeg ikke klage over at blive valgt fra. Vi har haft et historisk stærkt ministerhold, og alle kan ikke fortsætte. Jeg har fået tre et halvt år som minister. Det er mere end de fleste får lov at prøve.
Statsministeren har været glad for min indsats og de mange resultater både som udviklingsminister, fungerende kulturminister og som minister for fødevare- landbrug og fiskeri.
Nu bliver det ærlig talt også rart at få noget mere tid til at være mig selv, til at se min familie samt ikke mindst at være langt mere aktiv for jer i Hjørring Kredsen.