Brexit-aftalen, der kom endeligt på plads kort før nytår, kommer til at ramme de danske fiskere i Nordsøen hårdt. Også de fiskere, der aldrig har været i britisk farvand for at fiske.
Derudover har de danske fiskere investeret mange penge i fiskerettigheder, mange af dem med penge lånt i banken.
I den forbindelse har formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, spurgt fiskeriministeren, om regeringen vil arbejde for, at fiskerne får fuld kompensation for den ejendom, de har mistet med Brexit-aftalen.
– Det er selvfølgelig træls for dem, der skal af med kvote. Her er jeg glad for at kunne sige, at EU har afsat penge til formålet. Fem mia. EUR er der afsat til Brexit-aftalen. Ud af det beløb er der afsat 600 mio. EUR til dem, der bliver ramt af fiskeritab. Her får vi vores vores andel i Danmark, og de skal målrettet ud og hjælpe fiskerne, fortalte Rasmus Prehn som svar på spørgsmålet i programmet “Ring til regeringen” på DR P1, mandag middag.
I programmet fik Jesper Juul Larsen også spurgt ministeren, om der fra regeringens side bliver afsat midler til en omlægning af den danske flåde, så den kan tilpasses den nye virkelighed.
– Jeg er i tæt dialog med fiskeriorganisationerne, som er blevet opfordret til at komme med konkrete forslag til, hvad vi kan gøre for at sikre en bæredygtig økonomi i fiskeriet fremadrettet. Vi kigger på, hvordan vi gør det på bedst tænkelig måde, så den enkelte fisker bliver kompenseret, kommer ud af det med skindet på næsen, men også så andre fiskere kan fortsætte med at fiske og få en god forretning ud af sit fiskeri, lød det fra Rasmus Prehn.
Kilde: FiskeriTidende.