Der er umiddelbart ingen national hjælpepakke på vej til de nordjyske fiskere, der kommer til at miste omsætning som følge af den Brexit-aftale, der netop er indgået mellem EU og Storbritannien.
Dog er regeringen klar på at kigge på kompensation. Det oplyser minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S).
– Vi sidder og kigger på lige nu, hvordan vi kan hjælpe fiskerne bedst muligt, siger han.
Dog kigger ministeren i første omgang på den pulje på fem milliarder euro, som EU har afsat til netop at hjælpe europæiske erhverv, der kommer i klemme efter Brexit-aftalen.
– Det er en pulje, som EU har sagt, blandt andet skal komme de berørte fiskere til gode. Så må vi fra Danmarks sørge for at få fair del i den pulje. Og så må vi se, om vi skal kigge ind i om der yderligere, vi skal gøre, siger Rasmus Prehn.
Venstre: Statsministeren gav fiskerne et løfte
Også Venstres fiskeriordfører, nordjysk valgte Torsten Schack Pedersen er klar til at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud over fiskerne. Eller rettere, så appellerer han til regeringen og ikke mindst Mette Frederiksen om at stå ved de ord, hun som statsminister sagde for blot et par måneder siden.
– Jeg mener, at statsministeren må leve op til det løfte, hun gav tilbage i oktober, da forhandlingerne var i gang. Da var meldingen, at hvis aftalen rammer dansk fiskeri, så var hun klar med hjælp, siger Torsten Schack Pedersen og understreger, at det ikke kun fiskerne, Brexit-aftalen går ud over, da også en del følge-erhverv rammes hårdt.
– Der er brug for, at regeringen kommer i arbejdstøjet, for den aftale, der er indgået, kommer til at koste arbejdspladser, siger Venstres fiskeriordfører.
Ifølge Danmarks Fiskeriforening henter danske fiskere 40 procent af deres fangster og 30 procent af deres indkomst i britisk farvand.
Med den nye aftale skal europæiske fiskere de næste 5,5 år afgive 25 procent af deres fiskekvoter som en slags betaling for at få lov til at fiske i britisk farvand.
– Først og fremmest glæder vi os over, at vi er sluppet med de 25 procent sammenlignet med de 80 procent, som briterne spillede ud med. Jeg er helt på det rene med, at det er et hårdt slag for mange fiskere, og det er vi også kede af, og vi er interesserede i at hjælpe, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Venstres Torsten Schack Pedersen påpeger, at det især er de nordjyske fiskere og følgeerhverv, der bliver ramt – og der derfor er brug for en målrettet indsats.
– Det er de samme områder, som er blevet ramt af, at minkerhvervet er blevet lagt ned, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer:
– Jeg vil foreslå regeringen at indlede en tæt dialog med de berørte kommuner i forhold til, hvordan man strikker en kompensationsmodel sammen.
Han mener, at det er der råd til – trods det, at staten siden corona-krisen brød ud i starten af året har postet mange millioner ud til det danske erhvervsliv generelt.
– Når samfundet forhindrer noget i at drive deres erhverv, så må der følge kompensation i form af penge med, siger Torsten Schack.
Og det er fiskeriminister Rasmus Prehn ikke afvisende overfor. Han kan dog ikke sætte tal på hvor mange penge, der er brug for som følge af den nye Brexit-aftale.
– Vi har kun et ønske om at hjælpe mest muligt og bedst muligt, siger Rasmus Prehn.
Han understreger, at der nu foreligger et stort stykke arbejde fra ministeriets side i forhold til blandt andet at få et overblik over hvilke fiskere, der bliver ramt – og her handler det også om kvoter og fiskearter og ikke mindst hvordan en kompensationsordning ville skulle udforme sig.
– Jeg tror, de fleste vil være enige i, at det, der giver mening i forhold til en kompensationsordning, er, at der er en sammenhæng mellem, hvor hårdt man bliver ramt i forhold til den aftale, der er lavet – altså hvor meget man taber i britisk farvande, for det er ikke sådan, at alle skal have det samme, siger Rasmus Prehn.
Han forstår utålmodigheden blandt fiskerne, men fastslår, at ministeriet er i gang, og arbejder så hurtigt som muligt.