Rasmus Prehn (S): Wrestleren Trump mod aikido-mesteren Biden

Af Rasmus Prehn
Medlem af Folketinget
Valgt og opstillet i Hjørring Kredsen
Socialdemokratiet

Tirsdag den 5. november 2024 går amerikanerne til præsidentvalg. Næsten alt tyder på en gentagelse af valgkampen fra 2020 mellem tidligere præsident, republikaneren Donald Trump (2017 – 2021), og den siddende præsident, demokraten Joe Biden (2021 -).

Sjældent har der været så meget på spil og så afgrundsdybe forskelle i amerikansk politik. Alligevel tyder noget på lav valgdeltagelse, resignation og ligegyldighed hos mange vælgere, der finder de to kandidater både uegnede og alt for gamle (Trump er 77 år, mens Biden er 81 år).

Under primærvalget i New Hampshire i forrige uge besøgte jeg USA sammen med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for at få en dybere indsigt i, hvad der er på spil i USA i dette valgår. Her følger min reportage.

Haley mod Trump

Kort før nævnets ankomst til New Hampshire valgte Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis, at trække sig ud af ræset om at blive den nye republikanske præsidentkandidat. Det republikanske caucus (stort officielt valgmøde – i stedet for primærvalg) i Iowa havde ellers bragt ham ind på andenpladsen i det republikanske ræs om præsidentkandidatposten – alligevel valgte han ikke at fortsætte.

Angiveligt fordi han stadig var alt for langt bagud i forhold til Donald Trump og fordi de røde tal lyste selvlysende fra hans udslukte kampagnebudget.

Tilbage i New Hampshire-kampen var således kun Trump og hans egen tidligere FN-ambassadør, Nikki Haley med en fortid som guvernør i South Carolina (2011 – 2017), der har slået sig op på at være mere anti-Trump end de øvrige republikanere og en mere midtsøgende og moderat republikaner i stil med George Bush’erne, John McCain og Mitt Romney.

På trods af meningsmålinger, der meldte om klar sejr til Donald Trump – selv i det mere liberale og veluddannede New Hampshire – var stemningen alligevel tyk af forventninger og forhåbninger til, at Haley kunne komme tæt på at slå Trump – og at et vigtigt korrektiv til Trumps udemokratiske, manipulerende og livsfarlige projekt kunne holdes i live.

Målinger viser i øvrigt, at Nikki Haley ville have langt større chancer for at kunne slå Joe Biden i det endelige præsidentvalg til november, end Donald Trump har. Mange vælgere vil nemlig have en ung, samlende og mere midtsøgende kandidat. Men det er de republikanske kernevælgere ved primærvalgene tilsyneladende mere ligeglade med. De vil have den ægte vare, og det er, som det ser ud nu, Donald Trump.

Stor var min begejstring således, da de dygtige mennesker hos den danske ambassade i USA lykkedes med at sikre billetter til et stort ”Get out the vote”-rally i byen Salem i New Hampshire. Vi skulle nu med til et vaskeægte amerikansk vælgermøde, og vi skulle møde kvinden, der tør udfordre sine egne og tale den dominerende og patroniserende Trump midt imod.

“Anti-establishment”-kandidaten

Indfaldsvejene i det snedækkede Salem var pakket med sendevogne fra diverse tv-stationer fra ind- og udland, forfrosne journalister og tilrejsende Haley-fans med huerne godt nede om ørerne, da vi kom kørende i vores bus direkte fra lufthavnen i Boston. ”Det bliver koldt, meget koldt, klæd jer på til det, I risikerer at skulle stå udenfor i flere timer for at kunne komme ind”, hed det i instruksen fra ambassaden. Og end ikke på en besigtigelsestur til Grønland har man set så gennemført vinterekviperede medlemmer af det danske Folketing. Lange underbukser, store dynejakker, hætter og huer forenede fløjene i Nævnet med repræsentanter fra Enhedslisten over Socialdemokratiet til Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.

Køen var dog til at overse. Måske havde mange vælgere resigneret og tænkt, det kan alligevel ikke kunne lade sig gøre at overvinde Trump. Men så igen. Da vi kom ind, var der en sand fest i gang. Engagerede aktivister i alle aldre og former stod klar med humør, drikkevarer og merchandise, mens Survivors’ kampklare og mobiliserende sang fra Rocky III-filmen, Eye of the Tiger, bragede ud af højttalerne, og stemningen blev sat til at tage imod aftenens store håb, Nikki Haley.

I en lang, engageret tale uden manuskript lagde Haley vægt på, at det var hende – og ikke Trump – der var the anti-establishment, hvilket åbenbart er en værdi i sig selv på de kanter. Hun lagde vægt på at vise internationalt ansvar i verden, eksempelvis i Ukraine og Mellemøsten, og ikke som Joe Biden, der ifølge hende på kujonagtig vis trak USA og dermed resten af verden ud af Afghanistan og overlod uskyldige kvinder og børn til talibanerne. Og i øvrigt lod hånt om de mange internationale soldater, inklusiv hendes egen mand, Michael, der havde sat livet på spil for at befri Afghanistan fra fundamentalisterne.

Haley lagde også vægt på ordentlige skoleuddannelser, bedre pensionsvilkår for landets ældste og en genrejsning af hele USA. Især kritiserede hun Huset, Senatet og alle andre aldrende politikere – herunder selvfølgelig også Biden og Trump – og hun foreslog helt konkret, at alle politikere, der fylder 75, skal undersøges for, om de stadig har den mentale og kognitive evne til at sidde i en betroet stilling. Capitol Hill (hvor det amerikanske parlaments to kamre ligger, red.) er det mest luksuriøse alderdomshjem i USA, sagde hun blandt andet.

Jubelen hos det sammensatte og ganske diverse crowd af tilhørere med bemærkelsesværdigt mange unge var stor, og som udefrakommende tilhører fik man næsten et håb om, at Haley ville kunne sætte en stopper for Trump og hans skøre, uligevægtige og udemokratiske politik.

På valgdagen, tirsdag den 23. januar 2024, viste resultatet imidlertid, at Trump er så godt som sikker på at ende med den republikanske nominering.

Han vandt klart og sikkert over Haley i New Hampshire, der dog havde sagt, at alt under 10 procentpoint i forskel mellem hende og Trump ville blive betragtet som en sejr for hende, og at hun derfor ville fortsætte kampen, hvor næste primærvalg er i hendes egen hjemstat South Carolina den 24. februar, hvor hun var guvernør fra 2011 – 2017, men hvor målingerne ikke desto mindre tyder på en endnu klarere sejr til Trump end i relativt liberale New Hampshire. I South Carolina har hele det republikanske parnas meldt ud til fordel for Trump, hvilket nok også forklarer Haleys forsøg på at gøre en dyd ud af at være en del af ”the anti-establishment”.

2020 om igen

Tilbage står altså, at alt tyder på en gentagelse af valget fra 2020 mellem Biden, der heller ikke har nogen realistiske interne udfordrere i Det Demokratiske Parti, og så Trump. Dertil kommer en række kandidater uden for de to store partier, hvis primære rolle formentlig bliver at skabe opmærksomhed og splitte stemmerne.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Bill Clinton måske ikke havde vundet over George H. W. Bush i 1992, hvis ikke også erhvervsmanden Ross Perot stillede op som uafhængig og med mere end 18 procent af stemmerne stjal absolut flest stemmer fra Bush. Ligesom Ralph Nader, der stillede op for Det Grønne Parti i 1996 og 2000, formodes at være den udløsende årsag til, at demokraten Al Gore, der ved valget i år 2000 var vinder på antal afgivne stemmer i hele USA – den såkaldte popular vote – ikke opnåede valg som præsident i det utroligt tætte valg, hvor afgørelsen endte med at falde i en retssag i Florida.

Hvad udfaldet af præsidentvalget 2024 ender med at blive, er der stadig stor usikkerhed om. Både republikanerne og demokraterne føler sig tilsyneladende overbeviste om, at det er dem, der vinder. Tvivlens nådegave og refleksiv selvkritik er ikke noget, der ligger til nogen af dem.

Trump slår på, at mange meningsmålinger viser, at han vil vinde de svingstater, han ellers tabte til Biden i 2020. I øvrigt tyder meget på, at mange demokrater er skeptiske over for Bidens alder og helbred, og at han også begynder at tabe gamle kernevælgere, fx den mandlige sorte arbejderklasse.

Biden derimod er helt overbevist om, at han er samleren, der signalerer tryghed og dermed er den bedste kandidat til at slå Trump. Demokraterne sætter deres lid til, at der trods alt er langt flere, der slet ikke kan holde Trump ud, end der er vælgere, der ikke kan leve med Biden, som så ender med at stemme demokratisk, lyder den defensive strategi.

Det er dog også en del af strategien hos Det Demokratiske Parti at tale om fri abort og at lave folkeafstemninger om emnet samtidigt med valgdagen for at mobilisere de mange vælgere, som går op i denne sag. Målinger viser nemlig, at det er en sag, der har vist sig at kunne flytte vælgere fra republikanerne til demokraterne.

Demokraterne læner sig i øvrigt op ad, at få præsidenter har fået så meget af sin egen politik igennem, som Biden har. Økonomien er stærk, inflationen på vej ned, og arbejdsløsheden rekordlav. Hvad er der egentligt at kritisere Bidens politik for, lyder det? ”It’s the economy stupid”, som strategerne sagde allerede under Bill Clintons kampagne i 1990’erne. Og står det til troende, vinder Biden klart. Men måske hans alder, hans svaghed i udenrigspolitik (Afghanistan med mere) bliver mere udslagsgivende?

Vurderingen af valget og udfordringerne ved det afspejler sig også i de to kandidaters tilgang til måden at køre kampagne på.

Trump er den offensive, der skyder til alle sider, sviner sine modstandere til og prøver at skabe så meget opmærksomhed som overhovedet muligt. Hans erfaring er, at des mere omtale og modstand hans person får, des mere begejstrede og vilde bliver hans tilhængere. Selv de mange retssager imod ham virker til at gøre ham stadig mere populær i meningsmålingerne.

Biden derimod virker til at have indset, at han har behov for at lade sine mange resultater fylde og ikke hans person, hvor han ofte virker klumset og gammel og taler forkert, hvis ikke han ligefrem falder over sine egne ben. Derfor sparer han sig selv og stiller kun op, når han er i absolut topform og kan holde en stærk og sammenhængende tale. Biden og hans kampagne ved også, at des mere Trump får opmærksomhed, des flere vælgere skræmmer han væk. Måske bliver hans egne støtter endnu mere ivrige og begejstrede, men den store almindelige gruppe af amerikanere finder Trump tåbelig, utilregnelig og livsfarlig – så lad ham da endelig få noget mere air time; lad ham gå planken ud.

Aikido-udøveren og wrestleren

De to forskellige tilgange til kampagnen har fået kommentatorer til at trække referencer til sportens verden. Trump er en rå, brutal og opmærksomhedskrævende ”streetfighter” eller ”wrestler”, mens Biden er aikido-udøveren, der med snilde og snuhed vender modstanderens energi mod ham selv.

Målinger frem mod valget afgør naturligvis også, hvad der sker herfra.

Selvom demokraterne påstår, at de ikke tror på målingerne, og at de trods dårlige målinger har vundet det ene valg efter det andet, må de alligevel ryste i bukserne over, at Trump er så populær i de afgørende svingstater. Selvom Danmarks ambassadør i USA meget skråsikkert sagde, at intet kan ændres, nu hvor primærvalgsprocessen med Biden og vicepræsident Harris som eneste reelle kandidater er sat i gang. Ja, så tror jeg altså ikke, at man kan udelukke ændringer, hvis målingerne ikke bliver bedre. Biden og Harris er trods flotte politiske resultater rekordupopulære som personer.

Rygter om guvernøren i Californien, Gavin Newsom, som ny præsidentkandidat har været fremme. Men han samler næppe de afgørende stemmer i svingstaterne. Han er overklassedemokrat og fra Californien, som næppe overbeviser mange demokrater i ”fly-over”-staterne eller rustbæltet.

Så er der rygtet om Michelle Obama som præsidentkandidat. Hun er super populær. Men mon dog. En spændende overvejelse er dog, at vicepræsident Harris udnævnes til en afgørende ministerpost, mens Michelle Obama sættes ind som ny kandidat til vicepræsidentposten. Eller endnu mere frækt, at Biden overtaler ellers republikanske Nikki Haley til at skifte parti og stille op som hans running mate, når hun endeligt har tabt det republikanske ræs.

Ingen af de sidste forslag her er særligt realistiske. Men man skal aldrig sige aldrig. Der er eksempler på noget lignende i historien – også lige op til et konvent. Og når det gælder om at vinde – især over en type som Trump – så gælder næsten alle tricks.

Hvem Trump vælger som vicepræsidentkandidat, tror jeg er mindre afgørende. Det er Trump, der er fænomenet – ham der tiltrækker vælgere. Men måske han vil tænke i at tiltrække de grupper, han mangler i sin vælgerbase, fx kvinder og sorte. Først og fremmest vil han gå efter en, der er 120 procent loyal.

Alt på spil – også for Europa

Hvad vi imidlertid som danskere, europæere og ja, demokratisk indstillede borgere skal gøre os klart er, at der er uhyggeligt meget på spil i det kommende amerikanske præsidentvalg. Det kan blive et skæbnevalg. Debatten i USA kan meget vel trække begge kandidater i en mere isolationistisk retning, hvor USA først og fremmest tænker på sig selv og opgiver rollen som verdens politimand, der kan gribe ind og beskytte demokratier mod angreb fra ikke-demokratiske regimer, som vi ser i eksempelvis Ukraine. Trump taler allerede om at stoppe krigen med det samme. Der må laves en aftale hurtigt, siger han – underforstået: Rusland må have en række indrømmelser for at slutte fred og eksempelvis have lov at beholde de allerede besatte ukrainske landområder.

Ender det med at blive resultatet, er det ikke underligt, hvis Rusland får endnu mere blod på tanden og bliver endnu mere aggressiv og krigssulten mod de europæiske demokratier, der nu står mere på egen hånd uden USA i ryggen. Trump har direkte truet med at forlade Nato eller i hvert fald, at de europæiske lande må mere til lommerne. De to procent af BNP, der tidligere har været krævet, og som har været mere end vanskelige at leve op til, er ikke længere nok. Trump vil kræve 3-4-5 procent. Og i hvert fald er signalet klart, at USA kun kommer til at bidrage militært. Støtte og bevillinger til civile opgaver vil Trump ikke vide af. Det må være en opgave for Ukraines naboer i Europa. Og selvom Trump ikke ender med at vinde, kan ræset frem mod valget blive så hårdt, at Biden og demokraterne ender med at måtte skrue ned for det internationale engagement for på den måde at tækkes de stadig mere modvillige amerikanere.

I modsætning til i 2016, hvor Trump nærmest selv var overrasket over at blive valgt til præsident, er han og hans team i forbindelse med dette valg forberedt til tænderne. Denne gang kommer han ikke til at slippe ”moderate slappere” med ind i regeringskontorerne. Kun de allermest Trump-sindede får lov at komme med. 120 procent loyalitet bliver et krav hele vejen rundt i administrationen.

På vores studietur besøgte vi også den ultrakonservative Heritage Foundation (tænketank stiftet af kristne konservative i 1973, red.), der har Margaret Thatcher og Ronald Reagan som deres store forbilleder med billeder og buster fra gulv til loft.

Her kalder man sig ganske vist ”uafhængige”, men ikke desto mindre har man udarbejdet en 1000 sider lang manual, kaldet Projekt 2025, der som en drejebog, politikområde for politikområde, beskriver, hvordan en konservativ regeringsovertagelse skal gennemføre sit arbejde helt ned i allermindste detalje. Første punkt er at rense ud i alle ”illoyale kræfter” i den amerikanske administration. Som de fortalte, da vi talte med dem: Normalt skiftes omkring 4000 administrative medarbejdere ud ved et præsidentskifte. Vi vil udskifte i hvert fald 40.000 medarbejdere. Ideen er helt åbenlyst et sindelagskontrol, hvor alle skal tjekkes igennem på private Facebook-konti med mere for, hvorvidt de har ment noget illoyalt over for den konservative sag.

Det var dybt uhyggeligt at høre. Og alt andet end beroligende for os, der tror på dialog og demokrati. De mange, der stadig går og beroliger sig selv med, at så slemt bliver det heller ikke, hvis Trump vinder – for der er jo masser af fornuftige mennesker i administrationen og i Det Republikanske Parti, der kan sige til og fra – skal altså til at vågne lidt op. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at Trump sætter tommeskruerne på og gennemfører al sin politik, hvis han bliver valgt. Han har sågar udtalt, at han vil bruge præsidentembedet til at hævne sig på de mennesker, der har modarbejdet ham. Alene tanken er uhyggelig – og dybt udemokratisk.

Dette valg bliver et af de allervigtigste i historien. For USA, for verden og for demokratiet!

Klummen har tidligere været bragt i Netavisen Pio.