Lørdag den 16. marts gik der virkelig rav i den, da Carsten Knudsen fra De Nattergale besøgte Broderloge nr. 108 Nordsøen i Odd Fellow bygningen i Hjørring.
– Carsten Knudsen underholdt med et forrygende musikalsk potpourri for de mange fremmødte gæster, fortæller Knud Erik Bertelsen, som er Broder Overmester i Broderloge nr. 108 Nordsøen.
Anledningen var en indsamling til fordel for Rådgivnings og Aktivitetscenter Vendsyssel (RAV), foranlediget af samme broderloge i Hjørring. Forud for koncerten fortalte Mona Svendsen lidt om RAV og om de aktiviteter og arrangementet, der foregår på stedet.
RAV er en åben cafe for yngre mennesker, som lever med let demens og deres pårørende i Hjørring Kommune. Cafeen yder blandt andet støtte og rådgivning til dem og pårørende, så den enkelte kan leve det vante liv så længe som muligt.
– Alt i alt et meget vellykket arrangement, hvor det lykkedes at samle cirka 7000 kroner sammen til fordel for RAV. Pengene skal blandt andet bruges til ture ud af cafeen til gavn for brugerne, tilføjer Knud Erik Bertelsen.
Broderloge nr. 108 Nordsøen arbejder ud fra Odd Fellow ordenens grundprincipper, en gradvis belæring af det enkelte menneske i etisk og humanitær retning.
Der sættes de gamle dyder som venskab, næstekærlighed og sandhed højt. Disse tre elementer er nemlig værdigrundlaget for arbejdet i en orden under Odd Fellow.
Man kan læse mere og finde kontaktinfo her om Broderloge nr. 108 Nordsøen I.O.O.F.
Foto: Privat.