Hvis ikke dette skal censureres sanseløst også, må du gerne bringe det, skrev en lokalpolitiker i forbindelse med fremsendelsen af sit sidste debatindlæg til NordsøPosten. Brugen af begrebet censur vækker da også altid stærke følelser i den offentlige debat.
Det bruges ofte som et fuldstændig misforstået slagord i diskussioner om ytringsfrihed, sociale medier og politisk korrekthed. For hvad betyder censur egentlig historisk, semantisk og juridisk? En gennemgang af begrebets udvikling afslører både misbrug og misforståelser.
Censurens rødder i Danmark går tilbage til enevældens tid, hvor kongemagten kontrollerede alle trykte ytringer. I 1750 var det en fast praksis, at alt, hvad der blev skrevet og trykt, skulle godkendes af myndighederne før offentliggørelse. Overtrædelser kunne straffes med bøder, fængsel – og i ekstreme tilfælde – dødsstraf.
Et afgørende vendepunkt kom i 1770, da Christian 7.s livlæge, Johann Friedrich Struensee, ophævede censuren juridisk. Men først med Junigrundloven i 1849 blev censurens afskaffelse stadfæstet som en grundlovssikret rettighed. Her blev det slået fast, at “censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”.
Ordet censur stammer fra latin censura, der betegner en embedsmands vurdering. I dansk sprogbrug har det historisk betydet en offentlig myndigheds kritiske gennemsyn af et skrift eller værk før offentliggørelse.
I moderne tid er begrebet dog blevet udvidet og ofte helt udvandet. Det bruges i dag om alt fra sociale mediers indholdsmoderation til arbejdsgiveres retningslinjer for medarbejderes ytringer. Semantisk set er dette ikke desto mindre en ukorrekt brug. Censur forudsætter en statslig aktør og en forhåndskontrol, ikke blot en efterfølgende reaktion eller privat regulering.
I Danmark er censur forbudt ifølge Grundlovens §77. Enhver har ret til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, dog under ansvar for domstolene. Det betyder altså, at myndigheder ikke må forhåndsgodkende eller tilbageholde ytringer, før de offentliggøres.
Ikke desto mindre findes der både lovlige og fornuftige begrænsninger af ytringsfriheden, som ikke er censur. Det gælder for eksempel injurier, trusler eller opfordringer til vold. Disse vurderes efterfølgende af domstolene og er ikke udtryk for censur, men for ansvarlighed i ytringsfriheden.
Censur er strengt taget et præcist begreb med en snæver juridisk og historisk betydning. At kalde private virksomheders og mediers indholdsmoderation for censur er semantisk forkert og juridisk misvisende. Det udvander begrebets alvor og forvirrer debatten om ytringsfrihedens grænser.
I en tid, hvor ordet censur bruges flittigt og i flæng samt alt for ofte helt fejlagtigt, er det vigtigere end nogensinde at forstå, hvad censur egentlig er for et begreb. Ikke alt, der begrænser, er censur, men al censur begrænser. Ytringsfrihed helt uden grænser eller begrænsninger ender kort fortalt i det, der er blevet kaldt formløshedens tyranni, som i et essay er blevet udfoldet af K. E. Løgstrup.
Til gengæld kan almindelige redaktionelle prioriteringer og deraf følgende fravalg, hvad enten de skyldes hensyn til knæsatte regler på en privat plaform, lovgivning eller grundlov, aldrig meningsfuldt kaldes censur. Ligesom en ordstyrers eller moderators indgriben i en afsporet debat på et vælgermøde heller ikke meningsfuldt kan kaldes censur.
Rigtig god valgkamp og weekend!
Link til relateret artikel
Godt lige at få præciseret.
Sanseløst censur = redaktionelle prioriteringer og fravalg
NÅ JA.— Det er derfor Palle Mainstream medie fjerner superpopulære, avancerede fængende oplysende overskrifter fra indlæg.