Regeringen vil torsdag præsentere sin infrastrukturplan, der indeholder trafikale investeringer for de næste mange år. Planen hedder “Danmark Fremad” og selvom det først er torsdag, den bliver præsenteret officielt, er der allerede nu er en del af planen, der er blevet offentliggjort. For os i Nordjylland er den helt store nyhed, at regeringen ønsker at sætte gang i arbejdet med den 3. limfjordsforbindelse.
– En 3. limfjordsforbindelse har været et ønske i Nordjylland i rigtig mange år. Det er det nordjyske KKR-samarbejdes aller øverste prioritering, fortæller transportminister Benny Engelbrecht til TV2 Nord.
– Der er trængsel i Aalborg og den trængsel ønsker vi at løse. Derfor vil regeringen i forbindelse med vores samlede plan for Danmarks infrastrukturinvesteringer prioritere en 3. limfjordsforbindelse over Egholm, fortsætter ministeren, der håber på opbakning til den 3. limfjordsforbindelse og resten af det store infrastruktur-katalog fra Folketingets partier.
FAKTA: ØKONOMIEN I DEN 3. LIMFJORDSFORBINDELSE
Ifølge Vejdirektoratets opdaterede VVM-redegørelse udgør anlægsudgifterne til en 3. limfjordsforbindelse over Egholm mellem 7,01 og 7,26 milliarder kroner. Den laveste pris gælder for den variant af motorvejsforbindelsen hvor det sydligste motorvejskryds ved Svenstrup placeres tættere på det eksisterende tilslutningsanlæg.
Omtrent halvdelen af anlægsudgifterne vedrører tunnelen mellem Aalborg og Egholm samt bro-forbindelsen over Nørredyb til Lindholm. Derudover drives prisen i vejret af de to motorvejskryds og fem tilslutningsanlæg, der indgår i projektet.
Prisen per kilometer forbindelse ligger på mellem 350 og 370 millioner kroner. Hvis omkostningerne til tunnel- og broforbindelsen over Limfjorden fraregnes, koster forbindelsen mellem 180 og 200 millioner kroner per kilometer.
De økonomiske gevinster ved en forbindelse over Egholm er i Vejdirektoratets VVM-redegørelse opgjort til – over 50 år med 2030 som første år med trafik på den nye forbindelse – til at være marginalt større end anlægsudgifterne. Det oprindelige forslag har et overskud (samfundsgevinster minus anlægsomkostninger og drift) på 242 millioner mens varianten giver et overskud på 465 millioner kroner i Vejdirektoratets beregninger.
Det lyder som mange penge, men omregnet til det der hedder ”intern rente” er det kun mellem 3,3 og 3,5 procent, der vindes. Og det er ikke meget over den rente, der bruges som reference, når man skal beregne om vejprojekter kan betale sig.
At køre vest om Aalborg og over Limfjorden via Egholm – eller omvendt – har dog fortsat lange tidsmæssige udsigter og i regeringens udspil er der ikke sat årstal ind for hvornår hvert enkelt projekt skal være færdigt. Således ved vi i øjeblikket kun, at planen strækker sig frem til 2035 – altså 14 år frem i tiden.
– Vi skal forhandle med Folketingets partier og noget af det, vi skal forhandle om er naturligvis den rækkefølge tingene skal bygges i. Det er klart at der er nogle forudsætninger, der skal løses først. Der er ekspropriationer som skal gennemføres før man kan gå igang med byggeprocessen. Men det bliver altså noget af det, vi skal drøfte med Folketingets partier. Fra regeringens side er vi klare. Vi ønsker at bygge en tredje limfjordsforbindelse og den skal være i den linjeføring, der blev aftalt for mange år siden – i 2014, siger Benny Engelbrecht, som dermed sætter hårdt mod hårdt forud for de politiske forhandlinger.
Ny forbindelse diskuteret i et halvt århundrede
Diskussionen om en tredje forbindelse over Limfjorden ved Aalborg er efterhånden 50 år gammel. Ikke lang tid tid efter den storslåede indvielse af Limfjordstunnelen, der var den første af sin slags, blev det nemlig foreslået at lave en limfjordsforbindelse vest om landsdelens hovedstad. Og siden har projektet – og ikke mindst linjeføringen af projektet – været oppe til debat.
Se tidslinjen over den 3. limfjordsforbindelse her
Det er således ikke første gang at Nordjylland fra Christiansborg bliver “lovet” en ny limfjordsforbindelse. I 2019 var det den daværende regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, der sammen med Dansk Folkeparti fremlagde en 925 milliarder dyr infrastrukturplan, som også indeholdt en forbindelse over Egholm.
Den plan blev dog fremlagt så tæt på folketingsvalget, at det flertal, der stod bag den, var væk, da stemmerne var talt op efter grundlovsdags-valget og Lars Løkke Rasmussen kunne begynde at pakke sit kontor i Statsministeriet sammen.
FAKTA: SÅ LANG TID TAGER DET AT BYGGE DEN NYE FORBINDELSE
Det enorme anlægsprojekt er inddelt i fire hovedetaper, men før selve anlægsarbejdet kan gå i gang, forventer Vejdirektoratet, at der skal bruges omkring tre år på indledende arbejde som detailplanlægning, arkæologisk undersøgelser, besigtigelse og ekspropriation samt udbud af selve anlægsarbejdet.
Når det arbejde er overstået kan selve anlægsarbejdet gå i gang. Her regner man med, at etaperne nord og syd for Limfjorden kan være færdige og tages i brug inden selve fjordforbindelsen, der vil være den sidste del der står færdigt. Samlet regner man med, at anlægsarbejdet vil tage omkring fem år.
Og nu er regeringen så – anført af transportminister Benny Engelbrecht – også ude med budskabet om, at der skal investeres store milliardbeløb i udbygning af infrastrukturen – og herunder altså også omkring syv milliarder i en 3. limfjordsforbindelse.
I regeringens infrastrukturplan anføres det, at den nye forbindelse – der skal løbe over 20 kilometer fra E45 ved Svenstrup i syd til E39 ved Vestbjerg i nord – skal aflaste de eksisterende forbindelser forbindelser, reducere trængslen der plager specielt morgen- og eftermiddagstrafikken på E45 samt øge trafiksikkerheden.
Mængden af trafik i Limfjordstunnelen har da, som man kan se på grafen herunder, også kun bevæget sig i en retning: Op.
Det forudså man allerede da tunnelen var ganske ny og mailingen knapt tør, så diskussionen om en tredje limfjordsforbindelse er altså, som man kan se på tidslinjen herunder, bestemt ikke ny.
1969
Limfjordstunnelen bliver indviet den 6. maj 1969 efter at have været fem år undervejs.
Der er tale om Danmarks første motorvejstunnel og den indvies naturligvis af Hans Majestæt Kong Frederik IX.
1973
Et udvalg foreslår en bro ved Lindholm som en 3. Limfjordsforbindelse
1978
Forslaget til en forbindelse i Lindholm-linien i sammenhæng med en ny vej vest om Aalborg stadfæstes.
1991
Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt beslutter at iværksætte en ny undersøgelse. Der undersøges ni forskellige linjeføringer og resultaterne af disse undersøgelser ligger klar i 1993
2003
Nordjyllands Amt udarbejder VVM-undersøgelse og vedtager et regionplantillæg for en 3. Limfjordsforbindelse – en motorvej vest om Aalborg i Egholmlinjen.
I 2006 underkender Naturklagenævnet regionplantillægget og den tilhørende VVM-redegørelse for 3. Limfjordsforbindelse på grund af manglende vurderinger af Egholmliniens påvirkning af Natura 2000 og EU-fuglebeskyttelsesområdet.
2009
Der indgås trafikaftale, hvor det aftales at færdiggøre VVM-redegørelsen.
2011
Vejdirektoratet præsenterer en VVM-redegørelse for en 3. Limfjordsforbindelse, som peger på tre forskellige linjeføringer: Egholmlinjen, Lindholmlinjen og en parallel tunnelforbindelse.
Året efter indstiller Vejdirektoratet til ministeren, med baggrund i VVM-redegørelsen, at en 3. Limfjordsforbindelse anlægges i en Egholm-linjeføring. Lindholm-linjen fravælges endeligt.
2014
Linjeføringen for en 3. Limfjordsforbindelse fastlægges i en trafikaftale den 24. juni 2014. Bag aftalen står den daværende regeringe (S og RV) samt Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
2018
Aalborg Alliancen bestående Aalborg Kommune, Dansk Industri og LO i Aalborg med flere dannes og Aalborg Kommune tilbyder at bidrage med 30 mio. kr. årligt af provenuet fra dækningsafgiften over de næste 20 år, svarende til 600 mio. kr. til medfinansiering af den 3. Limfjordsforbindelse.
2019
I marts 2019 præsenterer den daværende VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti en infrastrukturplan, der indeholdt finansiering af en forbindelse over Egholm.
Aftalen blev dog præsenteret så kort tid før folketingsvalget – hvor magten som bekendt skiftede hænder – at planen ikke blev endeligt vedtaget.
Samme år påbegynder Vejdirektoratet opdateringen af den efterhånden gamle VVM-redegørelse. En opgave, der blev afsat 2,5 millioner kroner til i Finanslov 2018.
2021
I februar præsenteres den opdaterede VVM-redegørelse. Den efterfølges af høringsperiode, et digitalt borgermøde og megen debat i medierne.
8. april præsenterer regeringen en infrastrukturplan, der indeholder en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Dele af planen kommer dog allerede offentligheden til kende den 7. april.
Kilde: TV2 Nord.