Af Rasmus Prehn
Fødevareminister
Socialdemokratiet
I dag har regeringen bl.a. lagt op til 25 nye uddannelser med ca. 2.000 pladser fordelt på 20 lokationer i hele landet frem mod 2025. Flere af dem i Nordjylland. Hjørring, Frederikshavn og Thisted skal nemlig alle have nye uddannelser, hvis det står til regeringen.
Vi skal nemlig have et Danmark i bedre balance. Og når vi får uddannelser tættere på lokalsamfundene, så er det virkelig godt. Det er godt for livet i byen og for de unge, det er godt for erhvervslivet, og det er ikke mindst hamrende godt for hele lokalsamfundet.
Jeg glæder mig naturligvis også særligt over, at Hjørring får flere nye uddannelsesmuligheder med en tandlægeuddannelse, og uddannelser til socialrådgiver og bioanalytikere.
Det er afgørende, at vi som politikere tydeligt markerer, at vi mener det, når vi siger, at der skal være bedre balance i Danmark. At det skal være muligt at bo, arbejde og uddanne sig lokalt. Det signal er vi helt tydelige med i dette udspil.
Og som bolig- og indenrigsministeren også gjorde helt klart ved dagens pressemøde, så er vi slet ikke færdige endnu med at skabe mere balance. Der kommer flere udspil. Det er også regeringens ambition, at vores sundhedssektor, vores læger og vores ungdomsuddannelserne skal tættere på. Og når vi kommer til medieforhandlingerne, så vil vi lægge op til at lokaljournalistikken også skal styrkes. Ligesom kommunalreformen, der for alvor startede centralisering, skal have et ordentligt servicetjek. Det vender vi tilbage med. Men nogle meget store og virkelig gode skridt i dag.
Med udspillet indfrier vi samtidig også vores valgløfte om, at 60 pct. af alle velfærdsuddannelserne skal ligge uden for de fire store byer. Det er vigtigt af mange grunde, men ikke mindst fordi det kan være med til at sikre arbejdskraft uden for de fire store byer. Vi ved, at det er og bliver et stort problem fremover, men at lægge flere uddannelser uden for de store byer er også en del af svaret på, hvordan vi skaffer lokal arbejdskraft.
Jeg sidder aktuelt til lange forhandlinger i Bruxelles om den grønne omstilling af landbruget, og lyser som en hel sommerdag. Jeg synes, at regeringen med sit udspil har sat en ambitiøs retning for et Danmark i bedre balance – også når det gælder uddannelse. Det skal give attraktive byer og lokalsamfund, som kan fastholde og tiltrække unge mennesker.
Ens fremtid må ikke blive afgjort af, om man bor i en af de største byer eller ude i landet. Der skal være gode muligheder for uddannelse uanset, om du kommer fra Hjørring eller København. Ens uddannelsesmuligheder må ikke afgøres af, hvor man bor og vokser op.