Næsten 500.000 nordjyder har fået minimum 1. vaccination mod COVID-19, og 376.000 nordjyder har fået 3. stik. Det svarer til, at 89 procent af alle, der ind til videre er inviteret til 3. stik, har taget imod tilbuddet.
– Det er gået rigtig godt med vaccination af den nordjyske befolkning. Der er på vores egne vaccinationscentre, de private centre, hos de praktiserende læger og på apoteker vaccineret rigtig mange borgere de seneste par måneder. Nu er der ved at være stille på vaccinationscentrene, da forholdsvist få mangler at tage imod tilbuddet og ikke mange nye inviteres, siger Anders Cinicola, chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.
Samtidig har Sundhedsstyrelsen netop meldt ud, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for at tilbyde 3. stik til personer under 18 år, eller at tilbyde 4. stik til flere grupper.
Mulighed for vaccination uden tidsbestilling fra uge 7
Derfor drosler Region Nordjylland ned på tilstedeværelsen på en række vaccinationscentre, så fremadrettet vil borgerne opleve, at der er færre steder og dage at vælge imellem, hvis man skal booke en tid.
De kommende uger vil vaccinationspersonalet være til stede på alle vaccinationscentre, men for en del af dem er der tale om sidste åbningsdage på nuværende tidspunkt.
Eftersom antallet af bookinger er faldet og der er mange ledige tider på vaccinationscentrene, vil der fra og med uge 7 være mulighed for at blive vaccineret uden tidsbestilling på de regionale vaccinationscentre.
– Selv om vi nu skruer ned for antallet af vaccinationsdage og steder, så er der stadig gode muligheder for at blive vaccineret, hvis man mangler et stik eller flere. De store vaccinationssteder vil forsat være i drift, og der åbnes desuden for vaccination uden tidsbestilling. Ligeledes er der lokalt stadig er mange praktiserende læger og også en del apoteker, der tilbyder vaccination, fortæller Anders Cinicola.
Fakta
Se vaccinationssteder steder og åbningstider: COVID-19 vaccination (rn.dk)
Se mulighederne for vaccination hos apoteker: Vaccination på apotekerne
Se muligheder for vaccination hos praktiserende læger: Vaccination i almen praksis (rn.dk)