Knap 30.000 borgere i Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Nykøbing Mors og Øster Jølby skal nu ikke længere forbi en udbuds- eller regionsklinik, når de har brug for at gå til læge.
Efter en annoncering af de fem klinikker er de 18 ansøgninger blevet vurderet, og Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet at følge indstillingen fra Vurderingsudvalget med regionsrådsmedlem Lis Mancini (S) i spidsen. Det betyder, at de fem klinikker i løbet af det næste halve år vil blive overdraget til de praktiserende læger, som fremover skal drive klinikkerne.
– Det er dejligt, at vi nu kan tilbyde borgerne i de berørte områder en læge på normale vilkår, efter vi i en del år har været nødt til at oprette udbudsklinikker og regionsklinikker for at sikre lægedækningen. I vores vurdering af ansøgerne har kvalitet været det bærende parameter, så derfor er jeg også overbevist om, at borgerne kan se frem til en god og robust lægeløsning, siger Lis Mancini (S), der er formand for Vurderingsudvalget.
Ansøgerne blev vurderet på kvalitetsparametrene bemanding, anvendelse af praksispersonale, kontinuitet, samarbejde, patientkapacitet og tilgængelighed. Et priskriterie kunne desuden tages i brug, hvis to ansøgere blev vurderet ens på kvalitet. Vurderingsudvalget skulle tage stilling til 18 ansøgninger fra 11 forskellige ansøgere, da nogen havde budt ind på flere klinikker.
– Det er positivt med den store interesse, og det lover godt for den fremtidige lægedækning i regionen. Ansøgerne adskilte sig fra hinanden på kvalitetsparametrene, og det blev udslagsgivende. Det kunne f.eks. handle om kontinuitet i form af lægens egen tilstedeværelse i klinikken, forklarer Lis Mancini.
Næste skridt i processen
Forventningen er, at de nye ejere vil kunne få overdraget klinikkerne i løbet af det næste halve år, men det præcise tidspunkt er endnu ikke afklaret, lyder det fra Carsten Haugaard Kvist, kontorchef for Nære Sundhedstilbud, Region Nordjylland.
– Udbudsklinikkerne har et halvt års opsigelsesvarsel, og derudover kommer det an på, hvordan det bedst passer ind i de enkelte ansøgeres planlægning. Vi skal sikre en overdragelse, der foregår så smidig som muligt for patienterne.
Patienterne vil i forbindelse med overdragelsen få mulighed for gratis lægeskifte. De vil få nærmere information om dette senere i overdragelsesprocessen.
Her er de nye læger
- Udbudsklinikken i Frederikshavn drevet af Alles Lægehuse med ca. 6.300 patienter tildeles praktiserende læge Kenny Birk Bøtcher.
- Udbudsklinikken i Thisted drevet af Nordic Medicare med ca. 4.900 patienter tildeles Lægehuset Thyland ved praktiserende læger Klaus Wilbrandt Kjær og Antonio Tivalotti.
- Regionsklinik Hjørring med ca. 5.400 patienter tildeles praktiserende læge Lidija Petrovic.
- Regionsklinik Øster Jølby på Mors med ca. 5.900 patienter tildeles Lægehuset Thyland ved praktiserende læger Klaus Wilbrandt Kjær og Antonio Tivalotti.
- Regionsklinik Nykøbing Mors med ca. 6.100 patienter tildeles praktiserende læge Sivakaran Sivayogajeyam.