Det afstedkom mange muntre kommentarer, da vi tidligere denne tirsdag offentliggjorde Preben Andersens foto af tankvognen fra Svend Aage Christiansen A/S, der var i gang med at pumpe noget ud hos Hirtshals Havn.
I første omgang fik vi svar fra havnens tekniske chef Peter Ydesen, der ville blive overrasket, hvis det drejede sig om andet end saltvand, men desuden henviste os til Hjørring Kommune.
Herfra var Venstres udvalgsformand Søren Smalbro hos Teknik og Miljø hurtig med et foreløbigt svar, idet han ville undersøge sagen efter nytår, men forinden har vi altså nu fået et klart svar fra Judith Christiansen hos entreprenør og vognmand Svend Aage Christiansen A/S.
Det er simpelthen regnvand fra Materielgården i Hjørring, svarer Judith Christiansen, idet arbejdet udføres for Hjørring Kommune. Der var altså hverken tale om vand fra et guldfiskekavarium eller rom endsige saltvand retur som tak for sand kørt til Lønstrup. Eller lavvande og udskiftning af vandet i havnebassinet.
Tusind tak for svar og hurtig afklaring klaret af Judith Christiansen.
Altså åbenbart ingen grund til storm i det glas vand.