Den 4. juni i år kunne borgmester Søren Smalbro tage 1. ste spadestik til Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby.
Onsdag – altså kun ca. fem en halv måned senere – kunne borgmesteren så deltage i rejsegildet på det ca. 2.600 m2 store byggeri, der har fulgt den fastlagte tidsplan til punkt og prikke.
På vegne af bestyrelsen takkede Kurt Bærentsen alle håndværkerne, rådgivere, arkitekt og ingeniør for en imponerende indsats med at skabe dette flotte og funktionelle byggeri – tæt ved skov og natur.
Kurt Bærentsen sendte også en stor tak til rederiet Asbjørn for deres flotte donation på 3 mio. kroner, hvilket var stærkt medvirkende til at realisere drømmen om et friplejehjem i Tornby.
I sin tale citerede Kurt Bærentsen tidligere biskop Henning Toft Bro’s sang ”Fuglene letter mod vinden, i modvind tar livet sin form”. Verselinjer, der netop passer til Friplejehjemmet Asbjørn, Tornby, ”Vi begyndte i modvind og vi lettede i modvind og fik luft under vingerne – og det giver fart”.
Takket være håndværkernes energiske indsats vil det store byggeri være helt lukket inden jul, således det fortsatte arbejde indendørs kan foregå uden påvirkning af vind og vejr.
Friplejehjemmet forventes afleveret til bygherren i starten af juli 2025, hvorefter de første beboere kan flytte ind den 1. ste august 2025 i det flotte byggeri, der vil blive et rigtig godt sted at bo og en god arbejdsplads for de ansatte samt et samlingssted for hele Tornby.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.
Link til relateret artikel
Rederiet Asbjørn A/S indgår en aftale om navnesponsorat med friplejehjemmet i Tornby