Efter 2 år i Coronaens skygge – nedlukket i 2020 og gennemført i reduceret udgave i 2021 – er den internationale håndboldturnering i Tornby for 8 – 17-årige nu tilbage ved fuld styrke, oplyser turneringsleder Henning Sigsgaard og glæder sig over, at årets udgave sætter ny deltagerrekord.
– De tilmeldte hold fordeler sig med 9 svenske hold, 48 norske mens resten udgøres af hold fra Danmark. Reelt har vi allerede lukket for yderlig tilmelding, men i et par rækker er der dog fortsat mulighed for deltagelse, siger Henning Sigsgaard.
Deltagerne indkvarteres på skoler i Tornby og de omkringliggende byer. Herudover tages både Tornby Børnehave og byens forsamlingshus også i brug. Enkelte hold har selv valgt at stå for indkvarteringen og bor på områdets hoteller, vandrehjem, campingpladser m.v.
![Rekordtilmelding til Tornby Cup 2022 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/09/TIF_Tornby_Cup_657x493.jpg)
Under turneringen skal der afvikles ca. 500 håndboldkampe fordelt på 23 idrætshaller. Til at transportere deltagerne rundt mellem hallerne, kører der konstant 12-15 busser i pendulfart. Morgen- og aftensmad indtages på skolerne, mens den populære og velsmagende frokost serveres for alle de deltagende på Tornby Skole.
Hvis man ønsker at overvære nogle af kampene, er der fri entre til alle kampe, fortæller Henning Sigsgaard. Som noget nyt vil der i år blive live streamet fra 4 idrætshaller.
Et stort korps af Tornby-folk er aktiveret som frivillige medhjælpere under Tornby Cup, men vi kan faktisk godt bruge lidt flere, siger turneringslederen. Hvis man derfor har tid og lyst til at give en hånd med, kan man kontakte Henning Sigsgaard eller håndboldafdelingens formand, Allan Jellesen.