Ufattelig, uerstattelig og umagen værd – med disse ord afsluttede Tommy Krabbe Erhverv Hjørrings Nytårskur 2025 på Nordsøen i Hirtshals.
Ordene var ifølge Claus Dindler hos Erhverv Hjørring ikke møntet på nytårskuren som sådan, men var Tommy Krabbes opfordring til, hvordan vi skal opfatte vores medmennesker.
Men ordene kunne også tjene til at beskrive en meget vellykket nytårskur, der med næsten 200 feststemte deltagere satte rekord i omfang, som direktør Michael Vendelbo nævnte i sin velkomst.
Billedserien herover med fotos af René Stoklund fra Stoklund Medieproduktion skildrer levende den festlige aften.
Nytårskurens nyskabelse var inddragelse af alle faciliteter i Nordsøen Forskerpark med velkomst i Oceanariet, festmiddag i restauranten, borgmestertale i det nye atrium og afslutning i auditoriet.
Og så fik deltagerne en forrygende musikalsk overraskelse i skikkelse af sopranen Nickie Johansson og akkordeonisten Julie Schade, der med det lysende oceanarium som en original baggrund sang arier fra Carmen, La Bohème, Hoffmanns Eventyr og West Side Story.
Det musikalske indslag var arrangeret i samarbejde med Hirtshals Operafestival.
Den seriøse del af nytårskuren blev varetaget af Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, og Hjørrings borgmester, Søren Smalbro.
Formanden konstaterede, at Erhverv Hjørring har oplevet stor tilgang af medlemmer nu for første gang siden 2016 har over 400 medlemmer.
”Vi er stolte af at være Hjørring kommunes største og bredeste erhvervsnetværk.”
Borgmesters nytårstale havde en optimistisk tone. Han fremhævede jobskabelsen i Hjørring kommune som den relativt højeste i landsdelen, og han så frem til et fortsat frugtbart samarbejde med Erhverv Hjørring og erhvervslivet i det hele taget i 2025.
Networking er en vigtig del af nytårskuren, og aftenen igennem gik snakken livligt – ikke mindst under den lækre gourmetmiddag fra Nordsøens køkken.
Aftenen blev afsluttet med en foredraget ”Træls” med Tommy Krabbe, der var alt andet end træls, men derimod underfundigt morsom i sin afsløring af, hvor trælse vi kan være både privat og arbejdsmæssigt.
Foto: Stoklund Medieproduktion.
Kilde: Erhverv Hjørring.