Formanden for Bunkergruppen ved Hirtshals Fyr har fortsat voksende succes med og får stor ros for sine populære bunkerture i Tversted.
– Som lømmel legede jeg med skolekammerater i bunkers, og det var spændende, når vi fandt en ny bunker. Herligt at få den historiske fortælling om bunkernes tilblivelse, soldaternes liv og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen. Et stykke Danmarkshistorie. Mange tak for en god aften, lyder det således efterfølgende fra Troels Gøgsig Larsen.
Det er da også 9. år i træk, at Flemming Hammer som militærhistorisk formidler står for de guidede ture i sommerlandet ved Tannisbugt.
De guidede bunkerture startede tradition tro op i uge 28 og er en kombination af en vandretur og en bunkertur, der som altid bliver krydret med lokale anekdoter fra besættelsen, skæve historier om de tyskede soldater og røverhistorier fra en svunden tid.
De guidede ture er på tirsdage, hvor man klokken 19.00 mødes ved bænken foran Polarkiosken ved Tannishus Feriehotel.
I uge 30 – 31 – 32 – 33.
(Uge 42 lørdag kl.12.00.)
Turen varer små 2 timer og koster kr. 20,- (børn er gratis ).
HUSK FORNUFTIG FODTØJ OG EN LYGTE.