I Danmark henter vi vores drikkevand direkte op fra grundvandet. Grundvandet er derfor en vigtig ressource, som vi bør værne om.
Men desværre viser en ny opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening, at der er langt flere rester af gift i vores grundvand, end vi hidtil har troet. I 2021 blev der fundet rester af gift i 56,5 procent af prøverne fra vandværkernes drikkevandsboringer. I 2020 var tallet 51,8. Aldrig før har der været så mange prøver med giftrester.
– Skal udviklingen vendes, er vi nødt til at handle nu. Rent drikkevand direkte fra vores undergrund er noget, som vi har nydt godt af i generationer. Selvfølgelig skal vores børn og børnebørn også have glæde at rent drikkevand direkte fra den danske undergrund, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Skriv under og hjælp os med at beskytte drikkevandet
Der opdages mere gift i grundvandet
I årene før 2016 lå andelen af drikkevandsboringer med giftrester nogenlunde stabilt. Men de seneste år er der sket en markant stigning i prøver fra drikkevandsboringer, hvor der bliver fundet rester af gift.
Årsagen til det voldsomt stigende antal prøver med rester af gift er, at man de senere år er begyndt at teste vandet for en række giftstoffer, som man ikke tidligere testede for.
Med andre ord betyder det, at det danske grundvand har været forurenet i langt større omfang, end man hidtil har vidst.
2022 tegner til at blive værre
Grunden til de voldsomme stigninger i fund hyppighed skyldes, at der de seneste år er analyseret for en række ny stoffer. Det betyder også at de danske magasiner har været forurenet i langt større omfang end man tidligere vidste.
Opgørelsen viser samtidig en stigende tendens for de første måneder af 2022. I de første måneder og ni dage af 2022 blev der fundet pesticidrester i 65 % af de analyserede aktive vandværksboringer, mens grænseværdien blev overskredet i 18 %. Dermed tegner 2022 altså også til at blive et kedeligt rekordår.
-Den sidste screening for ny sprøjtegiftrester viser desværre, at vi i 2022 kan forvente endnu større fundandele, ovenikøbet med pesticidrester i grundvandet tæt på tålegrænsen for børn, som fx nedbrydningsprodukter der stammer fra Terbuthylazin, siger geolog og grundvandsekspert i Danmarks Naturfredningsforening Walter Brüsch, der står bag opgørelsen.
Terbuthylazin blev solgt i Danmark fra 1973-2008 til bekæmpelse af ukrudt i majs, ærter, skovkulturer, frugttræer, læhegn og buske samt planteskolekulturer
Læs opgørelsen her:
Notat: Pesticider i aktive vandværksboringer
Bilag 1: Pesticider i aktive vandværksboringer
Stadig mere grundvand er uegnet som drikkevand
Når vandværkerne finder giftrester i drikkevandsboringerne, så bliver der målt, hvor meget gift der er i vandet. Hvis mængden af sprøjtegift er højere end grænseværdien, så er vandet uegnet som drikkevand.
Læs mere: Vores rene drikkevand er truet af sprøjtegift
Tidligere når vandværkerne fandt gift over grænseværdien, så tog de ofte konsekvensen og lukkede boringen. Siden 1994 er omkring 500 boringer blevet lukket på grund af sprøjtegift.
Men i dag er der så mange boringer med giftrester, at vandværkerne i stigende omfang er tvunget til at blande sig ud af problemerne for at kunne levere nok drikkevand til vores vandhaner. Det vil sige, at vandværkerne blander rent vand sammen med vand med rester af gift, indtil mængden af gift er så lille, at vandet kan godkendes til drikkevand.
Desværre sker det stadig oftere, at mængden af giftrester i vandværkernes drikkevandsboringer er over grænseværdien.
– Hvis tendensen fortsætter, så kigger vi ind i, at vi ikke længere kan forsyne alle danskere med rent drikkevand, uden at vi skal i gang med kemisk at rense det. Det betyder, at vi så har sat en unik dansk ressource over styr, siger Maria Reumert Gjerding.
Regeringen bør beskytte vores fremtidige drikkevand
Danmarks Naturfredningsforening mener, at der bør laves et forbud mod at bruge sprøjtegift i de sårbare områder, hvor vores drikkevand dannes og hentes op fra undergrunden.
– Det er helt oplagt at forbyde brug af gift oven på de jorde. Her kan vi så skabe mere vild natur eller lade dyrkning af jorden overgå til økologi. Det burde være helt indlysende, at man selvfølgelig ikke anvender gift lige oven på en unik ressource som vores grundvand, siger Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening har derfor skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen for at opfordre til bedre beskyttelse af vores drikkevand. Det har fået over 40.000 underskrivere og har allerede givet vigtige resultater. F.eks. er der afsat betydelige million beløb på finansloven til beskyttelse af grundvandet.
Læs også: Finanslov 2022: Vigtige millioner til drikkevandet
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.
Link til tidligere artikel
Sprøjtegifte i næsten halvdelen af drikkevandsboringerne i Hjørring Kommune