Arrangørerne er forståeligt nok stolte over at kunne præsentere deltagerne i Local Cooking 2024. Der er nemlig tale om nogle af de mest talentfulde og skarpeste kokke i Danmark.
Deltagerne er i år følgende
Restaurant Abstrakt, Hirtshals
Simon Emil Christensen fra Restaurant Abstrakt er en fast lokal favorit. Han mestrer kunsten at tilberede fisk og er kendt for at levere powersmag på tallerkenen. Simon har gennem årene skabt et solidt ry for sin kreative tilgang til lokale råvarer.
Essens Gaarden, Frederikshavn
Tonny Kristensen driver det herlige Essensgården på landet. Som en af landets bedste fiskekokke og fast deltager i Local Cooking er Tonny kendt for sin ekspertise og evne til at fremhæve smagen af friskfanget fisk.
Restaurant Emil, Aalborg
Emil Thaarup fra Restaurant Emil debuterede i konkurrencen sidste år og er specialist i fisk. Han gør en stor indsats for at promovere fisken fra de nordjyske farvande og er klar til at imponere dommerne igen i år med sin innovative madlavning.
Villa Vest, Lønstrup
Anders Holm, vinderen af Local Cooking 2023, står bag gryderne på den etstjernede toprestaurant Villa Vest ved vandet i Lønstrup. Anders har en unik evne til at skabe retter, der både hylder de lokale råvarer og skaber en gastronomisk oplevelse i verdensklasse.
Restaurant tri, Agger
Lasse Westman og Nicolas Min Jørgensen fra TRI trak endelig en Michelinstjerne til Nordjylland. TRI er kendt for at køre med ultra lokale råvarer og deres madlavning er et sandt udtryk for områdets gastronomiske potentiale.
Alimentum, Aalborg
Søren Birch fra Alimentum fik tidligere i år den grønne Michelinstjerne. Han er en innovativ og råvarededikeret køkkenchef, der altid stræber efter at levere bæredygtige og smagfulde retter, der afspejler det nordjyske landskab.
Ruths Hotel, Gl. Skagen
Jack Cramer på Oke og Brasseriet på Ruths Hotel har tidligere vundet Local Cooking. Han mestrer fisketilberedningen til perfektion og er klar til at vise sit talent endnu en gang med retter, der er lige så elegante som de er smagfulde.
Restaurant Nam, Aalborg
Restaurant Nam har vundet Local Cooking hele tre gange. Med en unik kombination af asiatisk tvist og lokale råvarer, beviser de gang på gang, at de hører til i toppen af dansk gastronomi.
Arrangørerne ser med ovenstående felt frem til en spændende konkurrence, hvor deltagerne vil vise deres bedste kulinariske evner frem.
Kom og se med torsdag den 1. august fra 10 til 15 på Sydvestkajen og oplev, hvem der løber med titlen som vinder af Local Cooking 2024.