Ole Søndergård har drevet Bones-restauranterne i Hjørring og Frederikshavn i 14 år.
Men indenfor de sidste to år har meget ændret sig. Senest efter gårsdagens pressemøde, hvor nye restriktioner blev præsenteret.
– Jeg bliver rigtig ked af det og irriteret.
I november sidste år blev restaurantkæden tvunget til at holde helt lukket, da syv nordjyske kommuner lokalt blev lukket ned.
Restriktioner er ens – det er smittetal ikke
De nye landsdækkende restriktioner har sat tanker i gang. Selvom restauranterne ikke er dem, der bliver hårdest ramt af de nye restriktioner, så medfører de alligevel store konsekvenser.
– Jeg undrer mig over, at når vi kigger på smittetal rundt om i landet, så er restriktioner fuldstændig ens, men det er smittetallene ikke, lyder det fra Ole Søndergård.
Der er langt flere smittede i Region Hovedstaden. De seneste syv dage har de haft 28.905 bekræftede smittetilfælde, mens Region Nordjylland har haft 3.751 positive coronatests.
Det ændrer dog ikke på restriktionerne.
– Vi har dårlige erfaringer med at differentiere nedlukninger, fordi vi har alt for varierende adfærd som menensker, vi flyver frem og tilbage, vi kører frem og tilbage, vi har kontakt på kryds og tværs af landet, og så er vi nødt til at have det samme beredskab, lyder det fra det nordjysk valgte folketingsmedlem og erhvervsordfører, Orla Hav (Socialdemokratiet).
Omikron smitter hurtigt
Restriktionerne kommer som følge af nye og meget smitsomme coronavariant, Omikron.
Lige nu er 26,8 procent af de bekræftede smittetilfælde, smittet med netop den variant.
– Omikron fordobler sig på to til tre dage, så hvis man fremskriver udviklingen i Nordjylland, hvis vi ikke indfører restriktioner, så ender vi hurtigt med et smittetal, der ligger nøjagtigt som det, der er i hovedstaden lige nu, fortæller Mads Albertsen, der er professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
Stille dage i restauranten
Selvom restriktionerne ikke betyder fuld lukning for Bones-restauranterne, så har det alligevel store konsekvenser.
– Nu kan vi se efter dagens pressemøde i går. Vi har haft en meget meget stille fredag – og det er ikke kun på grund af landskamp. Vi har fået afbud på afbud, og afbud i dag, afbud søndag, og så må vi se hvordan dagene ser ud frem til jul, fortæller Ole Søndergård.
Luk broen fra høje smitteområder
Den lokale nedlukning af de syv nordjyske kommuner sidste år – får Ole Søndergård til at tænke i mulige løsninger.
– Jeg tænker, kunne man lukke broen for eksempel. Man kunne lukke en tunnel. Kunne man lukke broen, hvis det er der over på Sjælland, smitten er – eller hvad?, lyder det fra den frustrerende nordjyske restaurantejer.
De nye restriktioner træder i kraft søndag morgen klokken 8 og varer fire uger frem til 17. januar.
Kilde: TV2 Nord.
Ja, man kan godt undre sig. Der blev jo lukket ned nord for Limfjorden i forbindelse med Covid 19…..