Produktionen af pillede rejer genererer en stor mængde restprodukter, der indtil nu som oftest er endt som dyrefoder eller affald. Restprodukterne (rejeskaller, rejehoveder og kogevand) er dog rige på bl.a. calcium, collagen og smagsstoffer, som f.eks. kan bruges i kosttilskud og fødevarer.
Derfor vil danske forskere og virksomheder i et nyt projekt, ReMeSS, finde en rentabel måde at trække de værdifulde stoffer ud. Tidligere forsøg har vist, at ekstraktion af stofferne er mulig. Men det har ikke kunnet betale sig, hvis man kun ekstraherer ét stof. Derfor vil ReMeSS-projektet udvikle en proces, der gør det muligt at ekstrahere flere stoffer.
”Styrken ved projektet er, at aktører fra hele værdikæden er med. Vi har dermed de nødvendige kompetencer for at skabe en økonomisk rentabel proces,” siger projektleder og lektor ved DTU Fødevareinstituttet Nina Gringer.
”Vores ambition er at trække værdi ud af restprodukter, som hidtil har haft ringe værdi, eller ligefrem været en udgift for industrien, og samtidig gøre produktionen af pillede rejer mere bæredygtig,” forklarer hun.
Der er dog ikke bare økonomiske og miljømæssige fordele ved at udnytte restprodukterne bedre: Kroppen optager lettere calcium i kosttilskud, hvis det kommer fra en organisk kilde som rejeskaller end det uorganiske kalk, der kommer fra et kalkbrud. Og smagsstoffer udvundet af restprodukterne kan være med til at mætte forbrugerefterspørgslen efter naturlige tilsætningsstoffer.
Brug af nye og grønne teknikker
Med en filterpresse udviklet på DTU skal restprodukterne skilles i en væske- og en tørstofdel. Massen kommer derved til kun at fylde 1/3, hvorved projektpartnerne hurtigere og med mindre mængder kemikalier kan ekstrahere de værdifulde stoffer én efter én ved hjælp af en kaskadeteknik.
Målet er at trække flest mulig højværdistoffer ud til brug som ingredienser i fødevarer og helsekostprodukter. Takket være kombinationen af filterpresse og skånsomme ekstraktionsteknologier kan flest mulige produkter ekstraheres med den mindst mulige mængde restprodukt til følge.
Læs mere
Se DTU Fødevareinstituttets temasite om bæredygtig udvikling, som fortæller om mange af de måder, instituttet arbejder på at skabe bæredygtige teknologiske løsninger indenfor fødevareområdet. Læs bl.a. om andre projekter, som omdanner restprodukter til nye ingredienser og fødevarer.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet.