På baggrund af torsdagens kontrol af fiskekutteren A357 Hanne Due, har Ole Lundberg Larsen på vegne af Danmarks Fiskeriforening henvendt sig til fiskeristyrelsen og påpeget vigtigheden af, at fiskerikontrollen tager de nødvendige hensyn til besætningen, når man udfører rutinekontroller af fartøjer.
Ifølge Ole Lundberg Larsen er episoden med kontrol af A357 Hanne Due i strid med de generelle anbefalinger for Covid-19. Ole Lundberg Larsen påpeger, at det er nødvendigt at fiskerikontrollen udviser forståelse for, at fiskerne kan være i en situation, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at man går ombord på et fartøj. Han understreger, at det er vigtigt, at alle – også fiskekontrollen – tager hensyn til covid 19-anbefalingerne, og at dette hensyn altid indgår i forbindelse med kontrol af fiskefartøjer. Et hensyn der naturligvis er endnu mere vigtigt at have med, i en situation hvor en fisker angiver, at han har familiemedlemmer i risikogruppen.
Det ærgrer ligeledes Ole Lundberg Larsen at erfare, at fiskerikontrollen ikke har formået at tage de hensyn til besætningen ombord på A357 Hanne Due, som faktisk fremgår af deres egne retningslinjer.
– Det er ærgerligt, at kontrollen ikke kan udvise konduite i denne situation. Vi er allesammen underlagt restriktioner, der har til formål at begrænse smittespredning, og disse restriktioner gælder for alle – også de offentlige myndigheder.
At denne episode sker samme dag, som regeringen forlænger restriktionerne frem til den 28. februar, understreger jo bare, at det er en dum sag sag, lyder det fra Ole Lundberg Larsen.
Fiskeristyrelsen udtaler, at man forholder sig til henvendelsen fra Danmarks Fiskeriforening, og vil undersøge sagen nærmere, men på nuværende tidspunkt, kan fiskeristyrelsen ikke udtale sig om den konkrette sag.
Kilde: FiskeriTidende.