Forleden drog overlæge og professor Henrik Vorum på en rejse til hovedstadens fineste saloner for at hilse på Hendes Majestæt Dronningen.
Dronningen har nemlig tildelt ham Dannebrogordenens Ridderkors, og det skulle der takkes behørigt for. Og Ridderkorset er velfortjent. Udover at være et helt igennem rart menneske er Henrik Vorum en virkelig dygtig øjenlæge, der med sin forskning står bag vigtige studier om blodpropper i øjet og forskning i anvendelse, udvikling og vurdering af matematiske modeller og algoritmer til vurdering af en række øjensygdomme.
– Det er en meget stor ære for mig at blive udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen og modtage ridderkorset af Hendes Majestæt Dronningen, siger Henrik Vorum og fortsætter:
– Det er en stor anerkendelse af det arbejde, man har præsteret inden for øjenspecialet og øjenforskningen samt det, at man har været med til at opbygge lægeuddannelse ved Aalborg Universitet. Det betyder rigtigt meget for mig.
Henrik Vorum fik sin embedseksamen ved Aarhus Universitet i 1994. Han blev speciallæge i øjensygdomme i 2006 efter en bred uddannelse primært i biokemisk grundforskning sideløbende med uddannelsen i klinisk oftalmologi, som hovedsageligt er opnået ved øjenafdelingerne i Århus og Aalborg.
Han blev afdelingslæge i 2006 ved Øjenafdelingen på Århus sygehus og har siden 2010 været klinisk professor og overlæge ved Øjenafdelingen på Aalborg sygehus. Fra 2009 har Henrik desuden fungeret som privatpraktiserende øjenlæge med speciale i tårevejs- og øjenlågskirurgi.
Kæmpestort tillykke til Henrik Vorum!
Kilde: ojencenternord.dk
Så godt gået, det er mere end velfortjent, når man ved hvad tid og energi du har investeret i det