Den fine lille mågeart riden yngler i Danmark kun ved Bulbjerg, på Hanstholm Havn og på Hirtshals Havn. På Hirtshals Havn mangler der ynglepladser til arten, og der er fare for, at den forsvinder som ynglefugl på stedet inden for nogle få år.
Derfor foreslår de tre erfarne fuglekiggere Anders Østerby, Sune Riis Sørensen og Kurt Prentow, at der gøres noget. Anders er leder af Nordsøen Oceanarium’s skoletjeneste, Sune er biolog og forsker ved DTU Aqua samt naturformidler ved TV2 Bornholm, mens Kurt gennem 33 år var ansat som bibliotekar m.v. ved Nordsøen Forskerpark og er tidligere formand for de nordjyske ornitologer – samt medarbejder ved NordsøPosten.
De tre har lavet en rapport, hvor de foreslår opsætning af ynglehylder på egnede steder i havnen. Denne metode er med held anvendt i Nordengland i havnebyen Lowestoft. I Hirtshals havn kunne lignende løsning laves på indersiden af østmole-hovedet, men også andre steder ville kunne fungere.
Havnen kunne måske indtænke en yngleplads til riderne i fremtidige anlægsarbejder på havnen? Hvis ikke riderne skal forsvinde fra havnen hvor de har ynglet siden 1994, er det dog vigtigt, at der handles snart. Bedste yngleår var i 2000, hvor der kom 79 unger på vingerne.
Både Hjørring Kommune, Hirtshals by og Hirtshals Havn arbejder målrettet frem mod grønnere profiler, og her er et mini-fuglefjeld som foreslået, en oplagt og helt konkret måde at hjælpe naturen og fuglelivet på. Udover fuglenes gavn at denne løsning vil det endvidere give et oplagt element til formidling om denne sjældne havfugl og om kolonirugende fugle, som dermed yderligere vil gavne både turister, skoleelever og naturinteresserede.
De tre foreslår i deres oplæg, fondsansøgninger til etableringsudgifter same til arbejdet med at anlægge hyldeafsatser til rederne samt udarbejdelse af formidlingsplancher med mere.
Læs hele rapporten her: Riden Hirtshals Havn Maj 2021