Søren Wormslev: Rigsretssag kan igen splitte Venstre

Af Søren Wormslev

Politisk analytiker
TV2 Nord

Fem nordjysk valgte Venstre-medlemmer af Folketinget skal torsdag sammen med 36 partifæller træffe en svær beslutning: Skal et af folketingsgruppens medlemmer, fhv. minister Inger Støjberg, der bor i Hadsund, stilles for en rigsret?

Sidst spørgsmålet om en rigsret var på dagsordenen i tinget – det er 28 år siden – var Venstres daværende gruppe delt, og det er også, efter hvad TV2 Nord erfarer, ganske sandsynligt, at det bliver tilfældet denne gang.

Det ville heller ikke overraske Venstre-veteranen Christian Mejdahl.

Han var med, da Folketinget senest besluttede at rejse rigsretssag. Flertallet i den daværende Venstre-gruppe stemte i 1993 imod en rigsretssag mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i den såkaldte tamilsag. Men et mindretal stemte for – heriblandt Christian Mejdahl, den senere formand for Folketinget.

Han siger i dag, at det var “ingen let afgørelse”. Og når sagen denne gang for Venstres nuværende folketingsmedlemmer tilmed drejer sig om en partifælle, er det “uden tvivl en utroligt svær øvelse”. Men, føjer han til, “i min optik bør retfærdigheden ske fyldest, uanset om det drejer sig om en partifælle eller ej”.

Som Christian Mejdahl ser det, er en afstemning om rejsning af rigsretssag så ekstraordinær og så vital, at det enkelte folketingsmedlem bør være frit stillet. “Og det forventer jeg da også vil ske denne gang,” siger han.

Alle Folketingets medlemmer har haft lejlighed til at gennemgå Instrukskommissionens rapport om en pressemeddelelse fra 2016, hvori daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg lod forstå, at alle par på asylcentre skulle adskilles, såfremt den ene af parterne var under 18 år. Denne instruks var klart ulovlig, konkluderede kommissionen.

Det er Folketinget, der i hver enkelt sag afgør, hvilke følger noget sådant skal have. Nogle gange ender det med en næse, enkelte gange med en rigsret.

Og, siger Christian Mejdahl, “det kan da godt ske, at Folketinget er mere indstillet på at lade en minister slippe med en næse, hvis ministeren bagefter optræder ydmygt”.

Sidst en rigsret var i funktion, drejede det sig også om behandlingen af udlændinge. I den såkaldte tamilsag blev Erik Ninn-Hansen kritiseret og senere dømt for at have undladt at færdigbehandle ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge i 1987.

Dengang, i 1993, stemte 104 af tingets medlemmer for at rejse en rigsretssag mod Erik Ninn- Hansen , 45 imod.

Det kan – som optakt til Venstres afgørelse i den aktuelle sag på et gruppemøde torsdag – være værd at se på, hvilke argumenter henholdsvis for og imod en rigsretssag der i 1993 blev brugt blandt Venstre-medlemmerne. Det store flertal i folketingsgruppen sagde nej til en rigsretssag, og det var et af de nordjyske Venstre-medlemmer, Svend Aage Jensby, der i folketingssalen begrundede flertallets holdning.

Han fremhævede ved mødet 8. juni 1993, at dommerundersøgelsen i Ninn-Hansen-sagen noterede, at der på en lang række punkter var afgivet indbyrdes modstridende vidneforklaringer og af flere vidner var afgivet uklare og skiftende forklaringer. Det spillede også ind, at der i undersøgelsesrettens vurdering indgik et betydeligt skøn.

Derfor, sagde Svend Aage Jensby, “bevæger vi os på et så skrøbeligt bevisgrundlag, at det er aldeles uforsvarligt og urimeligt at sætte Rigsretten i gang”.

Den rutinerede nordjyske anklager – dengang politimester i Hobro – føjede til, at skelede man til retsplejelovens principper, burde det derudover tælle med, at Erik Ninn-Hansen “ikke har villet skade sit eget land”. Jensby appellerede til, at også menneskelige betragtninger blev taget i betragtning, “for i folkestyret går jura og menneskelige betragtninger ganske godt i spænd sammen”.

Det var en anden jurist med ansættelse i politiet, Birthe Rønn Hornbech, der på vegne af mindretallet i Venstres folketingsgruppe forklarede, hvorfor disse medlemmer – heriblandt altså Christian Mejdahl – stemte ja til en rigsretssag.

Hun slog fast, at da den pågældende lov om familiesammenføring i 1983 blev vedtaget, kunne ingen lovgiver “være i tvivl om, at et af hovedformålene … tilsigtede at give ansøgere, der søgte om familiesammenføring, et retskrav på opholdstilladelse”. Birthe Rønn Hornbech nævnte, at det havde været fremført, at Erik Ninn-Hansens henlæggelse af ansøgninger om tamilers familiesammenføring var “i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Det er,” føjede Venstre-politikeren til, “muligt, men den folkestemning må give sig til kende i sammensætningen af Folketinget ved næste valg…. Det folkelige skal ikke drives af pludseligt opståede stemninger, det ville være at pervertere det folkelige”.

Birthe Rønn Hornbech fandt ifølge referatet fra mødet, at det var en tung pligt at indlede den første rigsretssag i 80 år. Men “tilliden til magtudøvelsen fastholdes ved, at folket ved, at de, der har magten, forvalter efter loven. Ellers prisgives den svage, og den enkelte overlades til vilkårlighed”.

I den afsluttende debat i folketingssalen blandede også andre nordjysk valgte folketingsmedlemmer sig, heriblandt Kirsten Jacobsen, der repræsenterede Fremskridtspartiet. Hun kaldte det “meningsløst at rejse rigsretssag med det store apparat og de omkostninger” mod “en tilfældig minister”, når adskillige andre ministre også havde administreret ulovligt og var sluppet med en næse.