Regeringen bør omgående stoppe de nytteløse drab på op til to millioner mink i Vendsyssel.
Destruktionen sker lige før, dyrene alligevel skal pelses, og dermed slår regeringen endnu et milliardhul i statskassen på en måde, så erstatningskravene ender højere.
Regeringen er uvidenskabelig og kaotisk. Der er ingen tilbundsgående evidens for, at massedrab på mink nu og her vil begrænse antallet af coronasmittede mennesker væsentligt.
Tværtimod kunne vi i stedet isolere de ramte farme totalt og lade veterinære eksperter studere, hvordan nogle mink udvikler resistens mod corona. Måske kunne det gavne menneskers kamp mod corona?
Økonomisk truer især tabet af avlsdyr vores velfærdssamfund, fordi udenlandske minkavlere får en chance for at udkonkurrere danske avlere. I så fald ødelægges danske jobs for tid og evighed, men det taler fødevareminister Mogens Jensen (S) ikke højt om. Ministeren har vist sig utroværdig i en del sager, så ingen bør stole på hans løfter om kompensation.
Humlen er, at Socialdemokratiets kyniske corona-kaos koster kassen.
Hvis regeringen for alvor ville begrænse smittespredning, bør den statistisk set snarere få politiet til at stoppe venstreorienterede demonstrationer og tætpakkede islamist-begravelser.
Men det tør S-regeringen næppe.
Så hellere myrde millioner af mink, hvorefter “børnenes” statsminister sender regningen videre til børnene i form af gæld.