Af Rikke Kirstine Lomholt
Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
Problemer med hukommelsen er et af kardinalsymptomerne på demens. Stort set alle, der lider af en demenssygdom, får problemer med at huske.
Men det er alligevel ikke helt så entydigt. Et menneske med demens får ofte meget svært ved at lagre og huske nye begivenheder. Derimod går det lettere i forhold til at huske tidlige begivenheder. Den demente husker sin egen konfirmation med overraskende detaljer, mens erindringen om guldbrylluppet sidste år stort set er væk.
Og selvom de tidlige minder er der, så kommer den demente ikke selv i tanke om et tidligt minde. Der er i reglen et eller andet i omgivelserne, der minder om, der giver associationer, der tricket mindet.
Minder eller erindringer er vigtige for vores identiteten. At huske noget unikt er vigtigt for følelsen af, at jeg er mig. At huske, hvem jeg er giver en følelse af at være afgrænset. Det giver en følelse af skarphed.
Ikke at kunne huske noget fra sit liv giver en diffussitet, gør ør, giver følelsen af at være kastet. Ikke at kunne huske giver frustration og resulterer måske i afmagt og vrede.
Mange demente har brug for massiv hjælp i dagligdagen og tilbringer derfor deres sidste år på plejehjem. Hvordan hjælper vi bedst de demente medborgere med at huske, hvordan støtter vi deres identitet og giver dem mere ro?
Et rigtigt godt bud går gennem maden. Maden er jo ikke kun mad som i at blive mæt. Nej, maden er langt mere end det. Det handler om forventninger, om madlavningen. Om skramlen af gryder i køkkenet. Om lyden af stemmer og snak fra de mennesker, der laver maden. Om duften af nærhed, om stege os der breder sig i rummene. Alt det vækker minder. Alt det der er personligt og samtidig vores fælles kultur.
Og her er netop maden vigtig, for maden og madlavningen handler om hverdagen, gentagelserne og forudsigeligheden. Maden handler om en “vi” aktivitet. Måske kan den dementlidende få lov at være med, skrælle kartofler og den slags.
I Hjørring kommune er der gennem årene blevet arbejdet ihærdigt for centralisering. Både på skoleområdet og i forhold til de ældre. Måske er det blevet tid til at sadle om?
I første omgang kan vi lade de resterende små plejehjem/plejeboliger blive liggende. Vi kan konvertere dem til lokalplejehjem.
Forskellen på et kommunalt plejehjem og et lokalplejehjem er i store træk, at de kommunale plejehjem refererer til administrationen i kommunen. Et lokalplejehjem refererer derimod til en bestyrelse.
I praksis betyder det, at bestyrelsen på lokalplejehjemmet er friere til at tegne en egen profil i forhold til, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt på det enkelte lokalplejehjem.
Her vil det at vælge at lave egen mad fremfor at få maden bragt fra centralkøkkenet i kommunen være et oplagt valg. Det vil i hvert fald være en god måde at stimulere de demente.
Virkelig et godt og vigtigt opslag
Der er så meget sandhed i det! Maden er jo langt mere end bare mad – duften, lydene og fællesskabet omkring køkkenet vækker minder og skaber tryghed, især for dem, der lever med demens.
Et rigtig fint eksempel er Friplejehjemmet i Tornby, hvor de har egen kok og diætist. Her bliver maden lavet fra bunden hver dag, og man kan mærke, at det giver liv og glæde i huset.