De danske trafikanter er for alvor kommet op i omdrejninger i takt med, at Danmark er kørt ud af coronapandemien. Efter et generelt fald i antallet af trafikuheld sidste år ser Færdselspolitiet nu en risiko for flere trafikuheld i 2021, forklarer talsmand, Christian Berthelsen.
– Det er nok ikke realistisk, at nedgangen i trafikuheld i 2020 skyldtes en generel bedre trafikadfærd, men primært et fald i trafikmængden. Siden sommer er trafikken igen steget, og derfor frygter vi flere trafikuheld i de kommende måneder, herunder flere uheld med cykler og biler, nu hvor det er blevet efterårsmørkt, siger Christian Berthelsen.
Ifølge Danmarks Statistik faldt det samlede antal af personskader i trafikken i 2020 med 12% fra 803 personskader i 2019 til kun 708 i 2020. Antallet af personskader blandt fodgængere og cyklister var ligeledes 12 procent mindre i 2020, mens personskader relateret til biluheld reduceredes med knap 15 procent. Danmarks Statistik har endnu ikke tilsvarende tal for indeværende år.
Flest trafikskader i efteråret: Det skal du have på
Ifølge Danmarks Statistik personskadetal plejer efteråret at være det tidspunkt med flest personskader i trafikken, og spørgsmålet er, hvordan danskerne bedst værner om deres sikkerhed i trafikken?
– Fra nu og til februar er det afsindig svært at få øje på cyklister og fodgængere, der ikke har reflekser eller lys på. Så husk trafikvesten, lys på køretøjet, reflekser og hjelm i reflekterende farver, især på mørke veje uden for byen. Fodgængere må også gerne bruge trafikvest og reflekser, lyder ordene fra Christian Berthelsen.
Råd til bilister: Bremser, lys – og spand med eddike
Hos Applus Bilsyn, der syner over 500.000 køretøjer hvert år, opfordrer man bilister til at gennemgå bilen en ekstra gang som optakt til de mørke efterårsmåneder.
Der er nemlig yderligere sikkerhed at vinde på den konto.
– Er der fejl på for- eller baglyset, er det rigtig vigtigt at få udskiftet lyspærerne, så bilen er maksimalt synlig. Tjek desuden bilens dækmønster og bremser, så udstyret er i orden, hvis du skal reagere hurtigt. Efteråret er også et tidspunkt med masser af regn og skidt på vejene. Vask ruderne ofte, så der hele tiden er frit udsyn.
– Ældre biler har typisk kalkaflejringer på forruden, og i regnvejr medfører det, at vanddråber bliver siddende som en ekstra, ugennemsigtig hinde hen over ruden. Fyld en spand med varmt vand og 1 dl. eddike og skrub forruden med en børste eller svamp, indtil belægningen er fjernet, lyder rådet fra chef for kvalitet og sikkerhed hos Applus Bilsyn, Paul Christensen.
Et sidste råd, som både Færdselspolitiet og Applus Bilsyn bakker op om:
Sænk farten og brug et par ekstra sekunder til orientering i lyskryds og ved hajtænder. Man kommer ikke langsommere frem, og så kan de få øjeblikke være forskellen på liv og død.