Maj har været den sjettetørreste målt i Danmark de sidste 149 år, og der er ikke udsigt til mere nedbør i nogen forudsigelig fremtid, skriver TV2 Nord.
Tørken har for alvor bidt sig fast, og det begynder at kunne mærkes i naturen, hvor det tørre vejr øger risikoen for naturbrande.
Ifølge Brandfare.dk er risikoen allerede høj i store dele af Danmark, men der er yderligere to trin på advarselsskalaen – henholdsvis meget og ekstremt højt niveau.
I weekenden går store dele af landet imidlertid op fra orange til rødt niveau, og så er store dele af Danmark pludselig i meget høj risiko for brand.
Men selv ved det nuværende niveau er det vigtigt at passe på, fortæller forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.
Høj brandfare
– Når brandfareindekset viser orange, skal man være påpasselig, for så er det meget tørt, og brandfaren er høj, siger han.
Man kan holde øje med, om der bliver lavet afbrændingsforbud på Brandfare.dk, men så længe der ikke er decideret forbud, må man gerne brænde af.
Det er bare en god idé at passe ekstra meget på.
– Når indekset er i orange, skal man være meget opmærksom med ukrudtsbrænderen. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige: Lad være. Vi ser så mange brande, når folk bruger brænderen og ikke lige lægger mærke til, at bladene flyver lidt, eller man kommer for tæt på skuret, siger Mads Dalgaard.
Hvis man skal bruge grill, hvad enten det er kul eller gas, så hav rigeligt vand i nærheden og stil grillen på et ikke-brandbart stabilt underlag. Sørg for at holde god afstand til ting, der kan brænde.
– Hvis du bruger grillen op mod en hæk eller måske i nærheden af en tør mark, kan det hurtigt gå galt, og så har vi pludselig en markbrand. Altså hold afstand, og vær opmærksom på, om det blæser, siger Mads Dalgaard.
Et skod kan tænde storbrand
Rygere skal naturligvis aldrig smide deres skodder i naturen, men lige nu handler det ikke kun om forurening.
Mads Dalgaard anbefaler et lommeaskebæger, for det er farligt at smide en cigaret fra sig, når det er så tørt som nu.
Det kan også udløse en brand, hvis man stiller bilen i det høje græs. Udstødning og særligt katalysator bliver brandvarm, og hvis bilen holder et uheldigt sted, kan der pludselig komme ild under den.
Forbud mod afbrænding
Brandfaren overvåges af de kommunale beredskaber, og det er også dem, der indfører lokale afbrændingsforbud.
Lige nu er der kun afbrændingsforbud på Kattegatøen Anholt, men dette er permanent og ikke forbundet med den nuværende tørre periode.
Selvom det er meget tidligt endnu, kan man også begynde at ane en sankthansaften ude i horisonten.
Hvis ikke juni vender inden da, kan det ende med midsommervise uden bålduft og grillpølser.
Kilde: TV2 Nord.