Efter de første to dages udflugter til Kirkjøbøur, Klaksvík og Saksun, hvor vejret var temmelig træls og ikke mindst udsigten til fjelde og fjorde derfor noget begrænset, bød onsdagen på en køretur først til Tjørnuvík og dernæst Gjógv, som var blevet anbefalet os af Norrönas kaptajn Petur Av Vollanum.
Tjønuvík ligger i bunden af en bugt omgivet af høje fjelde på det nordlige Streymoy med udsigt til klipperne Risin og Kellingin. Vejen dertil er lidt af udfordring, hvis ikke man bryder sig om højder og smalle veje, men det blev senere på dagen endnu værre på vores roadtrip til Gjógv.
Tjørnuvík er alene ved sin beliggenhed fascinerende smuk, men bygden er også et besøg værd for de historisk interesserede, fordi der er fundet flere grave blandt andet med en kvinde fra vikingetiden. I højsæsonen om sommeren er der desuden mulighed for at surfe på dønningerne fra Nordatlanten. Ved bygden findes der oven i købet sandstrand og vandrestier over fjeldet til Saksun.
Som allerede antydet måtte vi efterfølgende erkende, at køreturen til Tjørnuvík blev overgået at hårnålesvingene op over passet, der første os ned til Gjógv. Faktisk var vi lige ved at vende om blandt får og gæs i højderne, fordi det begyndte at sne deroppe, men efterfølgende er vi glade for, at vi fortsatte ned i den storslåede Ambadalur til den lille bygd på den aller yderste nordøstkyst af Eysturoy.
Gjógv er ikke mindst kendt for de idylliske små huse og især også en naturhavn, der ligger inde i bunden af en dyb slugt. Ud for kysten mod nord findes den største fritstående klippesøjle på 188 meter kaldet Búgvin. Ved Gjógv ses desuden det 858 meter høje Grafelli og det 882 meter høje Slættaratindur.
Havde det ikke været for anbefalingen fra Petur Av Vollanum, hvis mor fortsat bor i den lille bygd, var vi dog nok vendt om på vej ned i Ambadalur. Desuden mødte vi netop der venneparret Annika og Pol, der var på vej tilbage mod Tórshavn.
Deres beroligende smil bag forruden ovebeviste os om, at vi hellere måtte fortsætte, hvilket vi som allerede antydet er dybt taknemmelige for efter endnu en oplevelsesrig dag på Færøerne.
Foto: Skipper & Skipper.
Link til tidligere artikler