I Danmark er der registreret omkring 2600 invasive arter, både dyr og planter. Omkring 85 af disse arter er marine.
Der er stor bevågenhed på de invasive arter på land, men ifølge Jens Kjerulf Petersen, der er professer ved DTU Aqua, så er der ikke lige så stor viden om de invasive arter til vands. Det fortæller han til Sjællandske.
Professoren har nu skrevet en rapport, hvor han beskriver udvalgte trusler i det danske vandmiljø – blandt disse trusler finder man de invasive arter.
– Vi ved ikke særligt meget om de marine invasive arter her i landet, om deres udbredelse og skadevirkninger, fordi der ikke foregår en systematiseret overvågning af dem. Det er mere tilfældige registreringer, som når borgere eller vores forskere møder dem. Vi har viden fra enkeltstående projekter, hvor man undersøger én art i et par år. Men når projektet stopper, så stopper indsamlingen af viden også, siger Jens Kjerulf Petersen til weekendudgaven af Sjællandske.
Men nu er et team hos DTU Aqua ved at lægge sidste hånd på en teknologisk løsning, der kan gøre forskere klogere på de invasive arter under overfladen. En undervandsrobot, der kan identificere arter (både dyr og planter) vha. DNA-analyser.
Robotten kan fungere i vandet i op til tre måneder inden den løber tør for batteri. Den kan identificere op til fem arter ad gangen og den sender konstant data til forskerne via mobilnetværket.
Kilde: Fiskeri Tidende.