Direktør Jesper Holm Thorstensen havde i sidste uge inviteret Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring på en kop kaffe hos ROLLTECH A/S.
– Vi fik en super god snak om ROLLTECH A/S, og om hvordan de siden 1986 har produceret aluminium og galvaniserede afstandsprofiler til termoglasindustrien. De har været igennem en lang rejse, både på ejerskab, udvikling, produktion og hvilke markeder de opererer på, fortæller efterfølgende direktøren fra Erhverv Hjørring.
Virksomhedens nye domicil stod færdigt i 2019, og i dag er den arbejdsplads for ca. 80 ansatte, der arbejder i 4 skift for at kunne følge med efterspørgslen. ROLLTECH A/S har da også udviklet sig meget over tid, fra kun at producere aluminium og galvaniserede afstandsprofiler, primært til det skandinaviske marked, til i dag at producere hybridspacer, der både har en højere holdbarhed, længere levetid og øget produktsikkerhed.
I 1994 blev de ISO 9000 certificeret som bevis på stabile kontrollerede processer og høj produktkvalitet, og igen i 2016 hvor de blev ISO 50001 certificeret for at sikre at de altid arbejder med de mest energirigtige løsninger.
Og endelig i 2011 rundede ROLLTECH A/S imponerende 1.000.000.000 producerede varm kant profiler.
Virksomheden har faktisk produceret langt over 1. mia. afstandsprofiler – kig hen på din termorude, den liste der går rundt langs kanten indvendig, dem har ROLLTECH A/S måske produceret – og det er de sindssygt gode til, ja de er nogle af de bedste i verden til det, forklarer Michael Vendelbo. Derfor har de også kun én reel konkurrent i Europa.
– I mere end 20 år har ROLLTECH A/S været italiensk ejet, men arbejdspladsen er stadig i Hjørring. Og det er den, fordi det er her, vi kan opretholde den høje standard, som certificeringerne kræver, hvilket gør, at ROLLTECH A/S reelt ingen konkurrenter har. Der er simpelthen ikke mange, der kan levere et produkt af så høj kvalitet, som de kan. Det er vi meget stolte af i Erhverv Hjørring, og det kan vi alle være stolte af her i Hjørring Kommune, slutter Michael Vendelbo.
Foto: Privat.