Af Kasper Roug
Medlem af Folketinget og miljøordfører
Socialdemokratiet
De radikales nye slogan er øjensynligt: Stem på os, så må vi se, hvem der skal være statsminister. Lad os kaste det hele op i luften efter valget.
Det er spændende, at det hele bliver mere åbent. Nogenlunde sådan lød budskabet fra den radikale partileder, Sofie Carsten Nielsen, her i weekenden, hvor hun havde kaldt til politisk debat i forbindelse med det radikale landsmøde. Sært standpunkt, som modarbejder en generel stabilitet i vores politiske system.
Men ærlig talt. Er det ikke lige lovligt radikalt? Og lige lovligt usikkert, at man ikke kan vide sig sikker på, hvem man får som statsminister, hvis man stemmer radikalt. Bliver det mon Søren Pape, Jakob Ellemann eller ligefrem Lars Løkke, Inger Støjberg eller Pernille Vermund? Det virker underligt og useriøst, at et parti, der i sit grundsyn er centrum-venstreorienteret, og et parti hvis vælgere i højere grad sympatiserer med partier til venstre, fremfor partier til højre, nu skaber denne kæmpe usikkerhed og utryghed. Det svarer til at spille russisk roulette om Danmarks fremtid.
Jeg savner reelle politiske visioner fra de radikale. Visioner om fremtidens sikkerhedspolitik, om klimapolitikken, om sundhedspolitikken, om miljøpolitikken, om uddannelsespolitikken, om arbejdsmarkedspolitikken osv. Ikke en hel masse mere personfnidder, usikkerhed og taktik. – Det har vi alt for meget af i forvejen. Indtil Det Radikale Venstre melder mere klart og præcist ud, hvem de støtter som statsminister, opfordrer jeg alle centrum-venstreorienterede radikale vælgere til at stemme på Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten.
Så ved de, hvad de får, nemlig en social retfærdig og grøn politik, og de skal ikke spille russisk roulette om Danmarks fremtid.