Når der den 2. maj er udendørs visning af dokumentarfilmen LYSET på Bunkermuseet, er der mulighed for at komme med på en særlig rundvisning med fokus på bunkerkunst inden filmen.
De tyske bunkers langs vestkysten har gennem de senere år været del af forskellige kunstprojekter. Filmen LYSET handler om kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansens omdiskuterede kunstprojekt fra 1995, hvor en laserstråle fra Skagen til Sild forbandt bunkerne langs vestkysten.
Samme år udgjorde et større antal kunstværker med udgangspunkt i Atlantvoldens bunkere projektet ”Fredsskulptur 1995”. Siden er andre kunstprojekter kommet til. På Bunkermuseets område findes således stadig ”The BUNKER secret site” og stedet har tillige dannet rammerne omkring bl.a. festivalen ”BunkerLove”.
Kunstneren Inge Tranter, som tidligere bl.a. har været koordinator for netop ”BunkerLove”, og formidlingschef Jens-Christian Hansen fra Vendsyssel Historiske Museum viser denne aften rundt og fortæller om bunkerne og kunsten.
Rundvisningen starter kl. 19.00 og varer ca. en time. Det koster 60 kr. pr. person at deltage i rundvisningen. Herefter er der mulighed for at købe pølser, snacks og drikkevarer inden der introduceres til filmen kl. 20.45.
Det er gratis at deltage i selve visningen af dokumentarfilmen og hele arrangementet forventes at slutte kl. senest 22.30.