Fredag den 1. november blev den første forbruger koblet på fjernvarme i Østbyen i Hjørring. Det var direktør Teidt Due, som er en af ejerne i firmaet SST Enclosures A/S som fremstiller stålskabe. Firmaet ligger på Johannes E. Rasmussens Vej.
I den kommende tid bliver flere i Østbyen sluttet til Hjørring Varmeforsynings net, så de kan gå igennem vinteren med en sikker og miljøvenlig forsyning af varme til en fornuftig pris.
Billigste fjernvarme i Nordjylland
Hjørring Varmeforsyning har for tiden den laveste fjernvarmepris i Nordjylland, og selskabet har i 25 år holdt prisen på næsten samme niveau. Det skyldes en langsigtet strategi om at satse på flere varmekilder, så forbrugerne ikke oplever store stigninger, når energipriserne suser op og ned.
Overskudsvarme fra to virksomheder
En af de nye teknologier er overskudsvarme. I forbindelse med projektet i Østbyen har Hjørring Varmeforsyning lavet aftale med to virksomheder i området, som frem over vil sende deres overskudsvarme ind i fjernvarmenettet og dermed være med til at spare på klodens sparsomme ressourcer.
Både private husstande og virksomheder i Østbyen kan koble sig på fjernvarmen. Virksomheder kan søge tilskud fra Erhvervsstyrelsen til at dække en del af investeringen i den nye installation.
10 procent mere fjernvarme
Udbygningen er en af de største i Hjørring Varmeforsynings historie. Selskabet investerer 35 millioner kroner i at forsyne industri- og boligområdet i den østlige del af Hjørring. Når det er fuldt udbygget, vil det forøge varmeforsyningens salg med knap 10 procent.
Skræddersyet tilbud
Andre steder i landet er udbygningen af fjernvarme gået i stå, men i Østbyen går det som planlagt. Mange har takket ja til Hjørring Varmeforsynings tilbud, men der er plads til flere.
Borgere og virksomheder, som ønsker den grønne fjernvarme kan kontakte Hjørring Varmeforsyning og få et tilbud, som er regnet ud efter boligens eller virksomhedens størrelse og behov.