Arrangørerne bag juletræstændingen i Rakkeby vil gerne, ifølge Helge Jensen, takke de mange, der var mødt frem som vidner til, at julemanden fik tændt træet på byens Torv forleden aften med hjælp fra alle de tilstedeværende børn. Derefter var der uddeling af de obligatoriske flødekarameller, inden julemanden førte an med sang omkring træet.

Bagefter var der ”aftertænding” i Rakkeby Skovhus med nogle meget velsmagende pizzaer og slikposer til børnene. Rakkeby Spejderne og Skovhuset havde arrangeret forskellige konkurrencer for både børn og voksne, og da afløseren for Disney Sjov: ”Fredags Tam Tam” blev sendt i TV, have børnene mulighed for at se det. Der var fyldt godt op i Skovhuset, og stort set alle rum var i anvendelse.

Der blev rigtig julehygget, og det så ud til, at alle havde nogle rigtige gode timer sammen – både børn og voksne og nu tror vi for alvor på, at julen er på vej til Rakkeby.