Sundhedsstyrelsen har netop udgivet nye retningslinjer for, hvordan der skal testes for corona i Danmark. Det betyder, at det fremover bliver nemmere at lade sig teste.
– Du kan nu selv booke tid på coronaprover.dk, hvis du har symptomer på COVID-19, og ikke føler dig så syg, at du har behov for at tale med en læge. Du kan bestille tid til test i stort set hele Nordjylland både med og uden symptomer, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).
Dermed bliver det altså nemmere at lade sig teste. Med influenzasæsonen for døren har det været nødvendigt at lave om på måden, der testes på.
– Vi har lyttet, når folk har fortalt, at det er svært at manøvrere rundt i hvor og hvordan der skal testes. Vi håber, at vi med de nye retningslinjer kan gøre det så simpelt som muligt. Jeg synes, at det giver mening, at man kun taler med sin læge, hvis man mener, at man har et reelt behov, siger Ulla Astman.
Region Nordjylland har også opjusteret kraftigt på antallet af tests, der kan udføres dagligt, og derfor opfordrer regionrådsformanden alle til at lade sig teste, hvis de har de mindste symptomer på COVID-19.
Her bliver du testet uden at kontakte egen læge
Hvis man har symptomer, men ikke er så syg, at man har brug for at tale med en læge, kan man selv booke tid til test på coronaprover.dk. Det gælder også, hvis man ikke har symptomer.
Teststederne er i følgende byer:
Åbent alle dage: Hjørring, Nørresundby og Thisted
Åbent udvalgte dage: Hobro, Brønderslev, Frederikshavn, Brovst, Hirtshals, Læsø, Frøslev, Skørping og Aars
Åbningstider og adresser m.m. kan ses på www.rn.dk/coronatest. Der skal altid bestilles tid forud for test og der skal bæres mundbind på teststederne.
Hvornår skal lægen så kontaktes?
Du skal fremover kun ringe til din læge, hvis du har symptomer på COVID-19 og føler dig så syg, at du gerne vil tale med en læge. Eller hvis du er bekymret eller i tvivl. Drejer det sig om et barn under 2 år med eller uden symptomer, skal egen læge også kontaktes.
Egen læge vil vurdere, om du skal til en undersøgelse og test i en vurderingsklinik. Der er vurderingsklinikker i Aalborg, Hjørring og Thisted – alle placeret i tilknytning til hospitalerne.
Hvis du skal besøge egen læge inden for 1-2 dage og har fået milde symptomer, skal du også kontakte egen læge.
Omorganisering af testområdet
Ændringerne sker efter Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer, og er også en sammensmeltning af, hvad der tidligere blev beskrevet som samfundssporet og sundhedssporet. Fremover er der i Nordjylland ovenstående lokale teststeder og vurderingsklinikker. Der kan løbende blive tilføjet nye teststeder eller vurderingsklinikker efter behov.
Derudover vil der stadig dukke mobile testenheder op, hvis der opstår lokale smitteudbrud, ligesom regionens paramedicinere tester immobile borgere i eget hjem.