I vinterhalvåret tilbringer vi det meste af vores tid indendørs, og det meste af den tid hjemme i vores egen bolig. Det resulterer i en høj luftfugtighed, især hvis I er en stor familie. Oveni fugten fra udånding og fordampning fra beboernes kroppe, kommer vanddamp fra for eksempel bad, madlavning, tørring af tøj med mere. For at bevare et godt indeklima i hjemmet er det vigtigt at holde luftfugtigheden nede. Ellers kan det gå ud over både beboernes og boligens sundhed.
Undgå kolde mure
Hver vinter hører vi om den frygtede sorte skimmel, der kan angribe en boligs vægge og træværk. Der fokuseres meget på, at den opstår når vi skruer langt ned for varmen og holder en indendørstemperatur under 19 grader. Men problemet opstår i større grad af en kombination af høj luftfugtighed og kolde flader, hvorpå skimmelsvampen kan vokse. For at undgå kolde vægge er det vigtigt at have velisolerede ydervægge. Hvis du indenfor lægger hånden på din ydervæg og den føles kold, kan det være en god ide at få et tilbud på hulmursisolering fra en pålidelig håndværker. Kolde vægge kan dog også skyldes, at du lufter ud for længe ad gangen, hvorved de afkøles kraftigt. For at undgå dette, anbefales det at skabe gennemtræk i huset 3-4 gange om dagen i højest 10 minutter. Husk at lukke for radiatorerne, mens du lufter ud.
Hold øje med luftfugtigheden
Hvor høj fugtigheden er i dit hjem, kan variere meget, for eksempel alt efter vejret. Er der tør luft udenfor, vil det også ofte være tørrere indenfor. Til hjemmet bør du købe en lille vejrstation med hygrometer. Sådan kan du nemt holde øje med den aktuelle luftfugtighed og vurdere, om det er tid til at lufte ud. Til særligt fugtige værelser kan du vælge at anskaffe en affugter, som du kan indstille til at tænde automatisk.