Bogen ”Vendsyssel under besættelsen” er en lokalhistorisk bog om Vendsyssel under besættelsestiden i 2. Verdenskrig, og er på 710 sider i A4-størrelse, med masser af spændende fortællinger billeder.
Normalt ville den slags lokalhistoriske bøger for længst have mistet interessen for læserne, men lige netop denne bog sælger stadig godt og er nu trykt i 5. oplag, og salget forventes at runde 3.000 bøger denne jul.
De fleste boghandlere i Vendsyssel har bogen på lager, eller kan skaffe bogen hjem i løbet af få dage. Ønsker du at læse mere om besættelsestiden kan det anbefales at besøge forfatterens hjemmeside: https://www.besaettelsenijylland.dk/
Kaj Mortensens jul 1944
Historien er fra Kaj Mortensens private arkiv.
”December 1944. En stor krig raser, nu på femte år, Den Anden Verdenskrig, større og vildere og mere djævelsk end den første. Denne gang er Danmark kommet med. Danmark er besat af fjenden, tyskerne. Landet er på krigsfod, skønt alligevel ikke rigtig i krig. Men der knaldes og bombes og brages rundt om. Sabotage, kaldes det, og likvidering. Sabotage er at sprænge noget i luften, som tyskerne har brug for i krigen, selv om det er dansk ejendom. Likvidering er at skyde mennesker ned på gaden, danske mennesker, fordi de holder med tyskerne. Nogle siger, det er mord.
Det siger de, der holder med tyskerne. Andre kalder det selvforsvar, det er dem, der holder med danskerne.
De, der laver hele balladen, kalder sig modstandsbevægelsen. Det er dem, der synes, at det ikke er nok med bare at holde med danskerne og så ellers sidde stille med hænderne i skødet og bare holde med. De mener, at der også må gøres noget for at få tyskerne hældt ud af landet igen, ikke bare vente, at russerne og amerikanerne og englænderne skal gøre det hele. Vi må da først og fremmest selv hjælpe til, mener de, selv om det er meget lidt, vi har at gøre med, og derfor meget lidt, vi kan gøre. Jeg holder med danskerne, med de danskere, der synes, at vi skal gøre noget selv. Derfor er jeg kommet med i modstandsbevægelsen, mere end jeg ønsker, og mere end jeg næsten kan klare psykisk som fysisk. Jeg er blevet en slags overhoved for bevægelsen i Vendsyssel og skal være alle vegne – fra Skagen til Dronninglund, fra Hjørring til Sæby, fra Frederikshavn til Brønderslev. Jeg har ikke ønsket dette hæslige job, det er kommet sådan lidt efter lidt af sig selv.
Man har givet mig et andet navn for at gøre mig ukendelig. Man kalder mig Palle, men det har ikke hjulpet meget, for tyskerne ved for længst, hvem Palle er, og de jagter mig som et vildt dyr. Jeg narrer tyskerne på den måde, at jeg ustandselig flytter fra sted til sted, snart i den ene by, snart i den anden og snart på landet. Det samme gør min kone, for de siger, at tyskerne er begyndt at tage konen, når de ikke kan få fat i manden. Ikke fordi jeg tror, at de får noget ud af det for mit vedkommende, for Ellen er standhaftig og snu. Hun er vendelbo. Og for øvrigt ved hun som regel ikke, hvor jeg kan findes. Så vidt det er muligt, holder Ellen og jeg dog kontakt med hinanden, men ofte mister vi forbindelsen i lange tider.
I de sidste tre måneder har vi intet set eller hørt til hinanden, ved ikke, om den anden er død eller levende. Ellen har oftest børnene hos sig, pigen på 9 år og drengen på knap 6 år. De forstår ikke ret meget af det hele og synes, at det er noget sært noget, at de sådan skal flakke om. Hvor er far henne, og hvorfor skal vi ikke bo hjemme i Asylgade, og nu er det snart jul, og skal vi så ingen juletræ have, eller julegaver, og hvorfor dit og hvorfor dat? Ja, nu er det snart jul. Om to dage. Kunne man så blot holde fred, bare det par dage julen varer. Men det kan der naturligvis ikke være tale om. Generaler tænker ikke på hverken jul eller påske. Generaler tænker kun på én ting: Slå ihjel, bare slå ihjel, dag og nat, søgn og hellig. Og det er de jo nok nødt til, ellers bliver de vel selv slået ihjel. Hvis nedslagtningen skulle stoppes i anledning af julen, så kunne man jo lige så godt stoppe den om søndagen eller på kongens fødselsdag eller til Hjallerup Marked o.s.v. Og hvor er vi så henne? Nej, pas endelig på, at kanonerne ikke bliver kolde! Nu er det altså jul, og jeg for mit vedkommende agter i hvert fald at holde fred.
Men jeg er heller ikke general, mine kanoner er små og vil alligevel ikke komme til at afgøre krigen. Det tegner trods krig og elendighed til en god jul for mig, for jeg har fået sporing på Ellen og børnene. De skal være i Bindslev, har man meldt mig. Selv er jeg i Dronninglund. Jeg har skikket hende bud, at jeg vil komme, og at hun må sørge for et sted, hvor vi kan være juleaften og i juledagene.
En rejse fra Dronninglund til Bindslev var dengang en kompliceret affære. Man kunne komme med tog over Frederikshavn til Sindal og derfra med rutebil. Man kunne også komme med tog via Aalborg til Hjørring og derfra videre til Sindal. Men jeg ville ikke risikere at blive pågrebet af Gestapo under deres hyppige razziaer i tog og rutebiler, og da cykelføret var håbløst, besluttede jeg mig til at tage turen til fods. Jeg havde sat Ellen stævne ved Bindslev Kirke juleaftensdag kl. 16. Så kunne vi få gudstjenesten med og siden fejre juleaften sammen. Jeg skred norden ud af Dronninglund kl. 6 om morgenen, gennem Storskoven ad Flauenskjold til, videre ad små veje nordpå.
I Lendum fik jeg mad, dejlig varm mad med kartofler og sovs. Det var på konditoriet, hvor jeg var kommet så ofte. Værtinden kendte mig straks, men hun lod som ingen ting, lod, som om jeg var et vildt fremmed menneske. Hun holdt med danskerne. Mæt og glad, opfyldt af forventningsfuld julestemning drog jeg videre ad Sindal til.
Jeg nåede halvvejs op ad den første bakke på Lendum-Sindal vejen. Så fik julestemningen en brat afslutning. En bil dukkede op på bakketoppen. Den kørte ganske langsomt. Det var ikke usædvanligt for generator-biler, dem med „kakkelovn“ på, som man brugte dengang. Men så så jeg, at den ikke havde kakkelovn på, det var en benzindreven bil. Og det havde kun tyskerne. Jeg blev mistænksom. Gennemført forsigtighed var en betingelse for at klare sig igennem i de dage. Bilen kom langsomt nærmere. Nu kunne jeg se, at der var 3-4 personer i den. De sad med næserne mod ruderne og stirrede ud. Klokken var 12.30. Nu kunne jeg læse nummerpladen.
Det var et P-nummer, og det endte på 338. Jeg kendte det alt for godt. Det var Gestapos nummer, Gestapo fra Frederikshavn. Jeg kendte også alt for godt de mænd, der sad i vognen, vidste, at de også alt for godt kendte mig, og at de ville slikke sig om munden, hvis de nu endelig kunne få mig på krogen. Se så, min gamle ven, sagde jeg til mig selv, så er spillet forbi. Og som vognen kom nærmere og nærmere, blev jeg ved med i trance at sige:” Forbi, forbi, forbi.”
Jeg havde en gammel luvslidt kasket på hovedet, en såkaldt Skallesmækker.
Helt automatisk trak jeg den ned over det venstre øre og krummede mig samtidig fremover, som når man går i modvind. ”Forbi, forbi, forbi.” Og så var vognen pludselig kørt forbi mig. Skulle jeg virkelig have været heldig endnu engang? Jeg kikkede ikke tilbage og stak ikke i rend. Jeg vidste, at det øjeblikkeligt ville have røbet mig. I samme tempo som før jokkede jeg videre op til det øverste af bakken, hvor der lå et lille hus. Det havde på taget en af de små møller, som man dengang brugte til at trække en bildynamo, som så kunne levere nødtørftig elektricitet til huset. Først her vovede jeg at vende mig om for at se efter dødsbilen. Fra bakketoppen kunne man længere nede se en stump af vejen, hvor den havde en kurve. Jeg stod stille for at overtyde mig om, at bilen nu også fortsatte og ikke ville vende om for alligevel at undersøge, hvad jeg egentlig var for en fyr. Men bilen viste sig ikke. Jeg blev hed i kammen. Jeg lyttede og lyttede, om jeg skulle kunne høre motoren.
Men der var ikke noget at … jo, nu kom det. Motoren blev gasset voldsomt op, så faldt lyden igen for på ny at stige i styrke. Ingen tvivl, de vender vognen.
Nu kommer de tilbage. De kommer, de kommer!
Jeg blev grebet af panik og styrtede ud over den nærmeste mark, faldt i plovfurerne, rejste mig, styrtede igen og fandt endelig mig selv liggende bag en roekule omkring 30 meter fra vejen. Nu brølede bilen igen, anden gear op ad bakken. Mit hysteri tog til, jeg greb mig til baglommen. Pistolen! Nuvel, skal det være, så lad det være. Hellere død end levende.” Forbi, forbi.” Juleaftensdag! Da jeg lagde mig i skudstilling, faldt der ro over mig. Jeg lagde min plan. De var højst fire mand i bilen.
En ville blive ved rattet, så var der kun tre, og de måtte løbe 30 meter over åben mark imod mig, medens jeg lå i dækning bag roekulen. Jeg skulle have en chance for at pløkke dem. Jeg besluttede mig til at vente, til de var på helt sikkert skudhold.
Jeg kom til at vente længe. Mon de var gået fast i sneen? Motoren brølede fælt op fra tid til anden, men bilen viste sig stadig ikke. Jeg kom tilfældigt til at kikke over på møllen, det lille elektricitetsværk på taget af huset på den anden side af vejen.
Et vindstød satte møllen i gang. Det lød livagtigt som en bilmotor, der brøles op. Og så gik den lykkelige sandhed op for mig. Det var møllen og mit hysteri, der havde narret mig. Gestapo var langt af led og havde ikke skænket den bondemand med kasketten, som de passerede på Lendum-Sindal -vejen, en eneste ond tanke.
Jeg fumlede pistolen tilbage i baglommen og stolprede ind over markerne. Nordpå, bare nordpå, over stok og sten, over mark og mose. Aldrig mere ville jeg sætte mine ben på en landevej. I hvert fald ikke så længe, der endnu fandtes blot skyggen af en forbandet tysker i dette land. Jeg nåede frem til tiden. Vi mødtes ved Bindslev kirke, far, mor og børn.”
Du er bleg,” sagde Ellen,” og du ryster, er du syg?” ”Træt,” svarede jeg. Andet fik hun ikke at vide om min uhyggelige oplevelse. Men det skete i de dage, at der udgik befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal … Juleevangeliet. Salmesang. Juletræ og julelys, som fik små børns øjne til at stråle. Julefred og jule-varme dybt ind i hjerterne på en lille forhutlet, lykkelig familie. Juleaften i det krigens år 1944.”
Historien er fra Kaj Mortensens private arkiv, som forfatteren Pernille Pedersen fandt frem til med vendelboers hjælp, og den lå gemt hos Kaj Mortensens søn, Ebbe Mortensen, i Nuuk på Grønland.
Udover ”Vendsyssel under besættelsen” har Pernille Pedersen også skrevet bøgerne ”Østjylland under besættelsen”, Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen” og ”Det vestlige Nordjylland under besættelsen” – og forfatteren er i øjeblikket i gang med bind 5 i serien, der i alt bliver på 6 bind.