I disse dage oplever Røde Kors et stort engagement fra danskere, der gerne vil hjælpe i forbindelse med krigen i Ukraine – de vil gerne vil stille sig til rådighed som frivillige, donere tøj og penge eller hjælpe på anden vis. Og det er helt afgørende i situationer som denne, lyder det ifølge TV2 Nord fra Røde Kors.
Lige nu er donationer især vigtigt for at fremskaffe nødhjælp i de berørte områder.
– Der, hvor vi kan gøre størst forskel er, hvor katastrofen rammer, siger Klaus Nørskov, der er kommunikationschef i Røde Kors.
Danskerne er klar
De første flygtninge fra Ukraine er allerede ankommet til Danmark, men endnu ikke i stor skala, og derfor har Røde Kors ikke sat specifikke tiltag i gang.
– Det er vigtigt at understrege, at der sagtens kan blive brug for donationer i form af både tøj, cykler og legetøj, siger Klaus Nørskov.
Også danskernes tid er værdifuld og kan gives til Røde Kors.
– Vi oplever lige nu, at danskerne er klar. Engagementet er noget af de allervigtigste for os.
– Vil man her og nu gøre noget konkret, kan man altid aflevere det i den lokale Røde Kors-genbrugsbutik eller aflevere det i tøjcontainer. Det kan der blive brug for i den kommende tid, og det gavner uanset.
Herfra vil hjælpeorganisationen sørge for, at tøjet gør bedst nytte. Nyt, godt tøj kan blive givet til mennesker på flugt eller solgt for penge, som kan gøre gavn på mange andre måder. Selv gammelt, slidt tøj kan bruges, fordi det kan bruges som råmateriale til tekstilfibre og derved give penge til Røde Kors.
Røde Kors har på grund af mange henvendelser om situationen i Ukraine oprettet en ekstra telefonlinje, hvor man kan ringe ind, hvis man vil bidrage til at organisere hjælp.
Har man et større parti varer – for eksempel hvis man er en virksomhed – kan man ringe på nummeret 35 29 96 60 og fortælle, hvad man vil donere, oplyser Røde Kors.
Danmark har sendt 50 millioner til humanitær hjælp i Ukraine – 30 millioner til FN og 20 millioner kroner til Internationalt Røde Kors’ humanitære indsatser i Ukraine.
Støtten skal blandt andet være med til at sikre husly, vand, lægehjælp og fødevarer til den ukrainske befolkning.