Forskellige faktorer som øget kvælstof og problemer med sæl og skarv spiller i høj grad ind i, at havmiljøet i de indre farvande er under pres.
Så det er her politikerne og bl.a. miljøminister Magnus Heunicke (S), som har meldt ud, at han vil være havets minister, skal rette blikket, hvis de vil gøre en forskel.
Sådan lyder det i dag i Altinget fra formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Her forklarer formanden, hvordan fiskeriet har forbedret sine CO2-udledninger, udvikler nye redskaber og går forrest i forhold til at udpege strengt beskyttet hav. Seneste DTU undersøgelser viser desuden, at 67,5% af havbundsarealet slet ikke er blevet påvirket af dansk fiskeri med bundslæbende redskaber i løbet af de seneste 6 år. Dermed er der et gigantisk areal, der slet ikke fiskes med bundslæbende redskaber.
Fiskeri har altså leveret, så nu skal andre spillere på banen.
– Hvis havets minister skal lykkes med opgaven, er den indsats, der set med vores øjne står øverst på listen, at mindske udledningen af kvælstof fra land og by. Det er den væsentligste opgave. Det gælder både her til lands, men så sandelig også i EU, da det ikke kun er Danmark, der bærer ansvaret for det massive iltsvind, skriver Svend-Erik Andersen:
– Dernæst er havets minister nødt til at tage et opgør med de grønne organisationers berøringsangst overfor regulering af nogle af de rovdyr, der i dag er kommet så meget i overtal, at det reelt er umuligt for fiskebestandene at gøre comeback. Her tænker jeg på sæl, og jeg tænker især på skarv. DTU siger klokkeklart , at skarven kan holde bestanden af torsk og fladfisk langs kysten på et meget lavt niveau. Og når vores kolleger hos Sportsfiskerne bruger deres fritid som levende fugleskræmsler for at forhindre, at skarven spiser den enorme mængde fiskeyngel, vi i fællesskab udsætter, så kan der ikke være tvivl om, at der skal handles.
Læs hele indlægget hos Altinget: Sælen og skarven skader havmiljøet mere end fiskeriet
Kilde: Fiskeri Tidende.