Det har forståeligt nok været en meget usædvanlig sæson med masser af restriktioner, nedlukning, uvished, aflysninger og meget begrænset aktivitet i Lønstrup Café Bio.
Bestyrelsen har afholdt et enkelt møde i december, men ellers har de med egne ord klaret tingene via telefon og mail. Bestyrelsen har dog planer om at afholde et rigtigt møde sidst på foråret.
– Udover de store savn af socialt samvær og manglende gode fællesoplevelser i og omkring biografen, så har vi jo været opmærksomme på de økonomiske omkostninger for Foreningen Lønstrup Cafe Bio. Der har naturligt nok været en række mere eller mindre faste udgifter i denne sæson og meget få indtægter, lyder det fra bestyrelsen i et nyhedsbrev.
– Medlemsbidragene er stadig vores vigtigste økonomiske base sammen med sponsorstøtte og støtte fra Hjørring Kommune. Vores medlemstal er stadig støt stigende. Vi har over 400 medlemmer. Heldigvis havde vi penge på bogen, så vi kommer gennem sæsonen med skindet på næsen, tilføjer bestyrelsen.
– Vi ser fremad med fortrøstning og er allerede så småt i gang med planlægning af vores næste sæson. Det bliver så godt, lyder det afslutningsvis i det optimistiske nyhedsbrev.