En ny sælunge blev født hos Nordsøen Oceanarium i weekenden, og tirsdag trak det masser af nysgerrige besøgende og glade børnefamilier til sælbassinet i Hirtshals.
Men selvom der har været mange gode dage i sommerferien, så har der også været dage, hvor besøgstallet har været mere sløjt.
– I år mangler vi lidt gæster. Det er ikke alarmerende, men vi kan godt mærke det, siger Kim Jannick Fogt, der er natur- og kulturformidler på Nordsøen Oceanarium.
I 2020 slog Nordsøen Oceanarium rekord med mere end 70.000 besøgende i juli måned. I år er antallet af besøgende halveret i forhold til rekordåret.
– Vi kan mærke, at vi mangler de tyske og de norske turister, og sådan er det jo, men for en gangs skyld har vi rigtig mange danske turister. Det betyder også, at vi i år formidler på dansk, hvor vi plejer at formidle på mange forskellige sprog, siger Kim Jannick Fogt.
![Sælungen trækker gæster til Nordsøen 3 Kim Fogt](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/07/Kim_Fogt.jpg)
Hos Nordsøen Oceanarium kan man blive testet lige om hjørnet, hvis man ikke har nået det, og flere gæster fortæller tirsdag, at det ikke har spillet den store rolle for dem:
– Nej, det har ikke rigtig haft en betydning. Vi skulle have en kviktest inden, men ellers har der ikke været nogen udfordringer ved det, siger Alexander Franck, der er fra Aarhus og er på besøg med hele familien.
– Vi har valgt at holde ferie i Danmark i år, for det synes vi er mere sikkert med børnene. Vi ved, at folk er blevet testet, inden de er kommet ind på stedet her, og det betyder også, at der er lidt mere tryghed sådan et sted her, siger Jesper Neergaard Larsen, der bor i Klarup og er afsted med sine to børn på tre måneder og tre år.
På søndag den 1. august udfases coronapasset, så det ikke længere skal vises, når man besøger turist- og kulturattraktioner.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel
Sælen Maria fødte en unge for øjnene af gæsterne på Nordsøen Oceanarium