Krydstogtsæsonen 2025 i Skagen er officielt i gang. Lørdag morgen lagde det britiske krydstogtskib Ambience fra Ambassador Cruise Line til ved Krydstogtkajen i Skagen.
Skibet lagde til kaj omkring kl. 8 og blev i havnen indtil kl. 13.00, hvor det fortsætter sin rejse videre mod Stockholm, skriver Skagen Nyt.
Starten på en travl krydstogtsæson
Med 1.285 passagerer ombord, hvoraf 1.244 er fra England, er Ambience det første af hele 91 planlagte krydstogtanløb i Skagen i 2025 – et rekordår for havnen.
Skibet er på et 11-dages krydstogt under titlen Nordic City Escapes, hvor Skagen er første stop efter en dag til søs.
Rejsen bringer passagererne videre til blandt andet Riga, Klaipeda og København, inden de returnerer til London-Tilbury.
Gæster i byen
Mange af passagererne benytter som oftest opholdet i Skagen til at opleve byens særlige charme, få shoppet lidt i midtbyen, smagt på danske specialiteter, gå på museum samt se den smukke natur.
Med kun 5 timer ved kaj i Skagen kan dagens krydstogtgæster naturligvis ikke nå det hele, men må prioritere – og måske få inspiration til en dag at vende tilbage til vores herlige by her på toppen af Danmark.
Shuttlebusser transporterer gæsterne fra Krydstogtkajen til byens centrum, så de har mest muligt tid inde i byen og let kan besøge de populære attraktioner som Skagens Museum, de små hyggelige gader i Østerby samt de hyggelige caféer og butikker mm.
Forventninger til sæsonen
Med det stigende antal anløb forventes Skagen at tage imod flere krydstogtturister end nogensinde før.
Den stigende interesse skyldes både byens naturskønne beliggenhed og det høje serviceniveau, der møder de mange besøgende.
Ambience markerer begyndelsen på en sæson, der vil bringe liv i byens gader, gavne det lokale erhvervsliv og cementere Skagens position som en populær krydstogtdestination i Nordeuropa.
Kilde: Skagen Nyt.