Et fantastisk flot program venter ifølge tovholderne alle, og der vil – som altid – være noget for en hver smag, så sæsonen starter hos Lønstrup Café Bio .Programmet er kommet fra trykken men kan også findes LIGE HER!
Det er derfor også med stor glæde, at de gode folk åbner sæsonen den 6. september kl. 19.30 med filmen Os der lever. Filmen om livet på den nordjyske vestkyst, som er produceret af et lokalt filmselskab, er yderst relevant og et absolut must see.
Herefter følger flere utrolig spændende nordiske titler og en ægte blockbuster når Barbie ruller over skærmen. Tovholderne fortsætter selvfølgelig også med fællesspisninger, foredrag, operaer og to interessante koncerter. Se tider og læs mere om alle film og arrangementer i programmet via linket ovenfor
Tilmed kan de præsentere en nyhed til efterårets program, når vi inviterer til Frokostbio. Én gang om måneden vises der film kl. 10.15, hvorefter der indtages en frokost på Café Slugten. Se hvilke film og info om bestilling af billetter i programmet.
Som mange måske ved, ikke mindst blandt vores trofaste læsere, drives Lønstrup Café Bio 100 procent af frivillig, ulønnet arbejdskraft og HELE overskuddet bliver i foreningen og går blandt andet til, at de fortsat kan afholde de arrangementer og vise de film, de synes, giver mening, selvom de muligvis giver underskud.
En del af foreningens indtægter kommer fra salg af billetter, omsætningen i baren og tilskud fra sponsorer, men hele fundamentet for økonomien er kontingentet, som indbetales en gang om året af alle vores medlemmer.
Dem, der allerede er medlemmer, vil i den nærmeste fremtid modtage en anmodning om at indbetale næste års kontingent.
Skulle nogen af vcores læsere have lyst til at styrke fundamentet under én af byens vigtigste kulturinstitutioner, som er med til at skabe en masse liv i Lønstrup i vinterhalvåret, så tryk på linket herunder og meld jer ind – så modtager i en anmodning om indbetaling sammen med alle de gamle medlemmer.
Prisen er kun 150 kr for en hel sæson og giver blandt andet adgang til billigere billetpriser, samt gratis kaffe og te til til forestillingerne.